Spillerforeningen og DBU har længe været uenige om, hvordan en ny landsholdsaftale skulle se ud.
Men lørdag var de tæt på at nå til enighed om en aftale. Det fortæller landsholdets anfører, Pernille Harder.
- Vi var forholdsvis tæt på, da vi mødtes lørdag. Der var lidt mere konstruktive forhandlinger, og jeg tror egentlig også, at vi kunne have været nået frem til en aftale i løbet af dagen, siger hun til DR Sporten.
Derfor mener hun, at det var for tidligt, at forhandlingerne blev afsluttet.
- Vi ligger ikke så langt fra hinanden. DBU er gået op i deres tilbud, og vi er gået ned på det økonomiske plan. Så derfor tror jeg, at vi kunne have fundet en løsning. Det er også derfor, det undrer mig, at DBU vil bruge tid på at finde andre spillere, når vi godt kunne have fundet en aftale.
Hun vil dog endnu ikke helt udelukke, at EM-sølvvinderne kommer til at stille op til VM-kvalifikationskampen mod Ungarn tirsdag aften.
- Jeg er ikke hundrede procent sikker på, at vi ikke spiller. Vi spiller, hvis der er en aftale, lyder det videre fra Harder, der samtidig erklærer sig klar til at forhandle videre med DBU.
https://twitter.com/linigerDR/status/909019553627299843