DBU om forhandlinger: Vi nærmer os hinanden

DBU og Spillerforeningen nærmer sig hinanden i forhandlingerne om en ny landsholdsaftale, der ifølge begge parter skal falde på plads lørdag.

Lørdag er de afgørende firhandlinger mellem DBU og Spillerforeningen. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Forhandlingerne mellem DBU og Spillerforeningen om en ny landsholdsaftale for kvindelandsholdet og det mandlige U21-landshold har stået i stampe i lang tid.

Det har kostet en aflysning af testkampen mod Holland fredag, mens VM-kvalifikationskampen mod Ungarn på tirsdag risikerer at komme i farezonen.

Men nu ser det ifølge DBU ud til, at der endelig er fremdrift i forhandlingerne, der ifølge både DBU og Spillerforeningen skal munde ud i en aftale, hvis man skal nå at sende det bedste hold til Ungarn.

Positiv fremdrift

Fredag er der pause i forhandlingerne, men de genoptages lørdag, og både Spillerforeningen og DBU mener, at der skal komme en form for afklaring lørdag, for at kampen på tirsdag kan blive spillet med det bedste hold.

Ifølge DBU er der nu for første gang en god stemning i forhandlingslokalet, hvor man er begyndt at nærme sig hinanden.

- Vi mærker en positiv fremdrift i forhandlingerne. Vi oplever, at Spillerforeningen nu reelt forhandler efter mange uger, hvor de har haft ultimative krav. Nu begynder vi at nærme os hinanden og at komme hinanden i møde, siger kommunikationschef i DBU Jakob Høyer til DR Sporten.

- Vi oplever, at vi på flere forskellige områder nærmer os hinanden. Der er stadig to store knaster: Den ene handler om økonomi, hvor vi nu nærmer os hinanden. Den anden handler om principper, primært at DBU ikke er og vil ikke være arbejdsgiver for landsholdet, siger Høyer

Kommunikationschefen er i øvrigt uforstående over for Spillerforeningens oplysning om, at det er DBU, der ikke vil forhandle i dag. Det har ifølge Jakob Høyer været aftalt mellem parterne, at man skulle have en pause fredag og så mødes lørdag.

Afklaring lørdag

Både Spillerforeningen og DBU peger på, at en aftale skal være forhandlet på plads lørdag. Det er deadlinen for en ny aftale, hvis man skal nå at sende det bedste hold til Ungarn.

- Det er vigtigt, at vi i løbet af weekenden eller primært i løbet af lørdagen får en afklaring, så vi kan vide, om spillerne vil spille mod Ungarn. For ellers skal vi træffe en beslutning om, hvad vi så skal, om vi skal finde andre spillere, slet ikke stille op eller andre scenarier, siger Jakob Høyer og uddyber:

- På et tidspunkt lørdag skal vi have en afklaring på, om spillerne møder ind og vil spille. Vi skal give det den tid, det tager, og så skal vi sørge for at komme nærmere hinanden i den konkrete aftale eller forlænge den tidligere aftale, så vi kan spille den kamp. Det er det vigtigste, siger han.

DBU mener dog også, at man kan forlænge den nuværende aftale, så spillerne kan spille kampen på tirsdag.

- Vi har jo gennem hele perioden tilbudt spillerne og Spillerforeningen at forlænge den nuværende aftale, så spillerne kan spille den vigtige kamp i Ungarn. Så det med, at der et enormt hastværk fra spillernes side, kan vi undgå, hvis vi forlænger den aftale, og så forhandle parallelt med det, siger Jakob Høyer.