210 landskampe. Antallet af spillede landskampe taler for sig selv.
Katrine Pedersen er med afstand den spiller, der har trukket den rød-hvide landsholdstrøje over hovedet flest gange. Faktisk har hun gjort det hele 74 flere gange end Merete Pedersen, som med 136 kampe på cv’et er nummer to på listen over flest kampe for kvindelandsholdet. Nu er karrieren indstillet, og støvlerne bliver ikke længere snøret for at spille fodbold, men for at assistere landstræner, Nils Nielsen på sidelinjen.
- Der er jo en tid for alt. Jeg har valgt at stoppe, og jeg ville selvfølgelig hellere, at jeg kunne blive ved med at spille, til jeg var 100 år, men det kan jeg jo ikke, fortæller Katrine Pedersen til DR.
Katrine Pedersen trives i jobbet som assistent-træner for landsholdet. Det er nemlig et job, der har mange af de samme aspekter som hvervet som landsholdsspiller har. Der er dog på visse punkter stadig ting, som er en smule anderledes, når tiden nærmer sig kampstart.
- Det er lidt den samme opladning til kampene, det er bare det, at når man kommer ind i omklædningsrummet og ikke skal have strømper, strømpetape og fodboldstøvler på, så bliver det lidt anderledes, siger Katrine Pedersen.
- Det er svære at få kanaliseret den nervøsitet og den spænding ud, jeg har inden kampen, men det er fedt, at være af sted med pigerne, og jeg håber, jeg kan hjælpe dem med at præstere. Det er det, jeg er her for.
Svær kamp i vente
I aften kl. 18.45 træder det danske kvindelandshold ind på banen i Gøteborg, hvor de skal slås med Sverige om at få point på kontoen. Historisk set har Danmark haft det svært mod Sverige, og Katrine Pedersen vurderer da også, at det bliver en helt anden kamp end torsdagens opgør mod Moldova, som Danmark vandt 4-0.
- Det bliver en meget svær kamp, vi kan ikke forvente, at vi har bolden så meget, som vi havde mod Moldova, og heller ikke forvente, at vi kommer til så meget. Vi ved også, at vi skal være ekstremt grundige i vores defensiv. De har hurtige spiller på alle pladser fremme på banen, og de har skarpe, verdensklasseangribere på holdet.
Selvom de fleste fodboldhold ville være mere end tilfreds med at vinde 4-0 er der stadig en smule skår i glæden over sejren mod Moldova. Landsholdet sad nemlig tungt på kampen, men manglede skarphed i flere situationer.
- Det giver jo masser af selvtillid at få en sejr og skabe mange chancer. I første halvleg har vi 10 store chancer, og vi scorer to mål, men vi måtte gerne have været mere effektive. Får vi fem chancer mod Sverige, skal vi gerne have nogle mål ud af det, mener Katrine Pedersen.
Kampen mod Sverige, der starter kl. 18.45 og spilles i Gøteborg, Sverige, kan følges på DR3. Vil du hellere lytte radio, kan du også høre kampen i LIGA på P3, som dækker og følger Sverige - Danmark tæt.