HER ER DIN SPORTSDAG: Danske landsholdskvinder viser vejen for mændene

Få et overblik over, hvilke sportsbegivenheder der er værd at bruge tid på i dag.

Pernille Harder og Nadia Nadim bliver to af de vigtigste brikker, når Danmark skal forsøge at slå Sverige. Foto: Morten Pedersen/Scanpix (Foto: © Morten Pedersen, Scanpix)

På en tirsdag fyldt med masser af sport er der en klar ting, som falder i øjnene. Det er nemlig kvindelandsholdet i fodbold, der møder de svenske naboer i et sandt drama og en oplagt mulighed for at vise herrelandsholdet, hvordan det skal gøres før playoffkampene midt i november.

Sverige – Danmark (fodbold): Kan ses på DR 3 fra klokken 18.30

Selvom det danske kvindelandshold kun har spillet en enkelt kamp i EM-kvalifikationen, er denne kampe allerede meget vigtig. Sverige er favoritter til at vinde gruppen, så hvis det kan lykkes danskerne at følge op på de gode takter mod Moldova, ser det rigtig godt ud. Kampen spilles på Gamla Ullevi ikke langt fra, hvor Danmark som bekendt vandt EM i 1992, og der ventes mange tilskuere. Det svenske forbund oplyser, at der er solgt over 10.000 billetter til kampen.

Rishøj – AGF (fodbold): Kan ses på TV3 Sport 1 fra klokken 18.10

AGF søger oprejsning efter det hårde nederlag i fredags mod Hobro. Den positive oplevelse skulle meget gerne komme i pokalkampen mod Rishøj, der til daglig spiller i Danmarksserien, så århusianerne er storfavoritter til at hente sejren hjem.

Hørsholm – Næstved (basketball): Kan ses på TV2 Sport fra klokken 18.25

Næstved kan stikke af med de andre tophold i den danske basketliga, hvis de formår at hente en sejr på udebane over Hørsholm. Omvendt har hjemmeholdet hårdt brug for en sejr, for at ligaen ikke allerede tidligt i sæsonen knækker over i to.

Wolfsburg – Bayern München (fodbold): Kan ses på TV3 Sport 1 fra klokken 20.25

Nicklas Bendtner har været langt fra spilletid på det seneste, og på det skrivende tidspunkt er truppen endnu ikke udtaget til pokalkampen mod Bayern München. Men med tanke på at den danske frontangriber tidligere i år viste kvaliteter mod rivalerne, så kan det være en oplagt mulighed for at give ham spilletid.

Stoke – Chelsea (fodbold): Kan ses på 6’eren fra klokken 20.40

José Mourinho har stadig ikke fået det grå papir i Chelsea på trods af nederlaget i weekenden mod West Ham. Nu venter Stoke så i Capital One Cup-kampen. Bliver det portugiserens sidste kamp i trænersædet, eller bruger Chelsea det som en mulighed for at komme oven på igen?