Kandidat mangler pludselig på Fifas officielle liste

Fifa har offentliggjort den officielle liste med kandidater til præsidentposten, og David Nakhid fra Trinidad og Tobago figurerer ikke på denne.

David Nakhid er ikke kandidat ved Fifa-præsidentvalget i februar. Det oplyser Fifa. (Foto: © Str, Scanpix)

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) har onsdag accepteret syv navne, der stiller op som kandidater til præsidentposten i stedet for afgående Sepp Blatter ved valget 26. februar.

Blandt de syv navne er David Nakhid ekskluderet, og det betyder, at den tidligere landsholdsspiller fra Trinidad og Tobago ikke er en kandidat. Feltet er dermed skåret ned fra otte til syv kandidater.

Fifa har ikke oplyst, hvorfor Nakhid ikke er blevet accepteret som kandidat, men fortæller blot, at de øvrige syv navne nu alle er officielle kandidater.

51-årige Nakhid havde ellers meldt sit kandidatur ud og sagt, at han havde opbakning fra fem nationale forbund, men han har ikke ønsket at sætte navn på dem.

Tidligere har Nakhid erklæret sig som modstander af tidligere Fifa-vicepræsident Jack Warner, som nu er udelukket fra al fodbold på livstid.

Som aktiv fodboldspiller nåede Nakhid at spille i blandt andet Belgien, Schweiz og Sverige.

Platinis kandidatur ikke afgjort

Fifa meddelte desuden, at Platinis kandidatur ikke vil træde i kraft, før suspensionen på 90 dage udløber. Først da vil man tage endeligt stilling til franskmandens kandidatur.

- Skulle suspenderingen ophøre før Fifas præsidentvalg, så vil valgkomitéen på det givne tidspunkt beslutte, hvordan man vil gå videre med kandidaturen, lyder det fra Fifa.

Alle kandidater vil nu blive integritets-tjekket af et undersøgende udvalg under Fifas etiske komité.

Tre europæere kæmper om at blive præsident. Det er Uefas suspenderede præsident, franske Platini, landsmanden Jerome Champagne samt schweizisk-italienske Gianni Infantino, der er Uefa-generalsekretær og Platinis højre hånd.

Prins Ali Bin Al Hussein fra Jordan, sydafrikaneren Tokyo Sexwale, Salman Bin Ebrahim Al Khalifa fra Bahrain samt Liberias Musa Bility stiller også op ved valget.

/ritzau/