David Nakhid er en af otte kandidater, der stiller op til præsidentvalget i Fifa, og den 51-årige tidligere professionelle fodboldspiller fra Trinidad & Tobago lægger ud med en sønderlemmende kritik af hele valgsystemet.
Særligt er det de gedulgte underhåndsaftaler og udveksling af stemmer, der bekymrer ham.
- Der er folk bag scenen, der allerede er i gang med at indgå aftaler, så valget er afgjort før det er kommet i gang, og det er sørgeligt, siger han ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Efter han stoppede karrieren, der bragte ham rundt til så forskellige lande som Belgien, Sverige, USA og Mellemøsten, driver han nu en fodboldskole i sit hjemland.
Sønderlemmende kritik
I oktober meldte han sig på banen, da han havde samlet underskrifter fra fem nationale fodboldforbund, der er kravet for at blive godkendt som præsidentkandidat. Til gengæld kan han ikke fortælle, hvilke forbund, der er tale om, da de har bedt ham om ikke at afsløre det af frygt for, at det kan få konsekvenser for dem.
- Vi taler om voksne mænd i en sport, der skal forestille at være en mægtig sport, som er bange for at sige, at de har støttet en kandidat, siger David Nakhid, der i øjeblikket deltager i organisationen Play the Game-konferencen i Aarhus.
Samme kritik luftede en anden af outsiderne i valgkampen, franskmanden Jerome Champagne, der har oplevet det samme.
Ifølge kandidaterne skulle de nationale forbunds ønske om anonymitet hænge sammen med en frygt for at miste økonomisk støtte fra deres kontinentale forbund, der ofte har deres egne foretrukne kandidater.
- En masse forbund sagde, at de ønskede at bakke mig op, men de var bange for at sige deres mening højt, siger Jerome Champagne.
Valget i Fifa bliver afholdt den 26. februar 2016.