Vitaly Mutko, der er Ruslands vicepremierminister, fik tirsdag livsvarig karantæne fra OL af Den Internationale Olympiske Komité (IOC), men den straf har ingen indflydelse på hans involvering i fodbold-VM.
Det fastslår Alexei Sorokin, det russiske medlem i den eksekutive komité i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), torsdag.
Mutko står i spidsen for den komité, der leder VM-slutrunden i Rusland næste år, og det skal han ifølge Sorokin have lov til.
- Det har ingen forbindelse til fodbold. Mr. Mutko er formand for den lokale organisationskomité, siger Sorokin til AFP.
- Vores mål forbliver det samme, og det er at levere det mest succesfulde VM i historien, siger han.
Sorokin henviste desuden til Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), som også har meddelt, at IOC-dommen til Mutko ikke har indflydelse på VM.
Mutko blev tirsdag aften udelukket fra OL på grund af sin indblanding i dopingskandalen i Rusland i forbindelse med vinter-OL i Sotji i 2014.
Mutko synes fredet
Tidligere torsdag meddelte Mutko, at han var klar til at træde tilbage. Men den tidligere russiske sportsminister sagde dog ikke fra hvilken post. Han er også præsident i Det Russiske Fodboldforbund.
Uefa-præsident Aleksander Ceferin blev også spurgt til Mutko efter mødet i schweiziske Nyon.
- Det er ikke et tema, der har været på dagsordenen, konstaterer Ceferin.
/ritzau/