Ordene Fifa og skandale er nærmest blevet synonymer. Bestikkelse, mystiske pengeoverførsler, købte stemmer og andre dunkle gerninger har domineret verdensfodboldforbundet de seneste år. Krisen har været så dyb, at det har været svært at se en vej ud af den. Men skal man tage ja-hatten på, er chancen der i dag. Men det er så også sidste mulighed for at vende skuden.
Mest i fokus er, hvem der bliver præsident for Fifa, og det er naturligvis også vigtigt. Signalmæssigt forstår man godt, at DBU og Europa støtter Gianni Infantino. Ganske vist ved ingen helt, hvordan den mangeårige embedsmand i Uefa vil agere som fodboldens øverste politiker, men sammenlignet med rivalen Sheikh Salman ligner han det bedste bud på en reformator. Salmans udemokratiske baggrund vil give Fifa udfordringer, hvis han bliver valgt.
Reformerne er vigtige
Men uanset hvem der vinder valget, er der ingen vej uden om reformer. Og Fifas reformkomite har faktisk fremlagt fornuftige sager, som også skal vedtages på dagens kongres. Det handler bl.a. om grænser for, hvor længe man kan sidde i topembeder, om økonomisk gennemsigtighed og klarere opdeling mellem administration og politik – kort sagt om at drive fodbolden på en ordentlig og tidssvarende måde.
Alle kandidater støtter reformerne på papiret, men opgaven for en ny præsident bliver at føre dem ud i livet. Og det er straks sværere. Hvis Infantino vinder, så skal han bruge alle sine administrative evner og sin gennemslagskraft på at få ændret kulturen i Fifa. Det har han trods alt en vis erfaring i. Hvis Sheikh Salman vinder, er opgaven den samme, men der vil være stor opmærksomhed på, om han også formår at løse den. Især fra Uefa, som – selv om de andre forbund ikke er vilde med at erkende det – er den sportsligt og økonomisk vigtigste del af Fifa.
Europæerne respekterer demokratiet i Fifa, og derfor vil Sheikh Salman få arbejdsro - under overvågning. Men leverer han ikke varen og får bragt Fifa på ret kurs, kan man ved næste præsidentvalg om tre år stå i en situation, hvor Uefa seriøst må overveje at forlade Fifa. Det vil være ødelæggende for fodbolden som en sport, der forener verden. Og det må en ny præsident også forholde sig til.
Nogle har kaldt i dag for den vigtigste dag i Fifas historie. Det kan meget vel vise sig at være rigtigt. I hvert fald ligner det sidste chance for at få det store forbund på ret kurs.