Fifa sagsøger fodboldledere for kæmpe millionbeløb

Fodboldforbundet sagsøger 41 personer ved de amerikanske domstole efter sidste års korruptionsafsløringer.

Fifa vil have 190 millioner kroner tilbage. (Foto: © © Arnd Wiegmann / Reuters, Scanpix)

Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, føler sig snydt for millioner af kroner og vil have pengene tilbage.

Fifa har onsdag sagsøgt 39 personer og to selskaber ved de amerikanske domstole i en række sager om korruption.

De mange sager, der blandt andet involverer korruption omkring valget af VM-slutrunder og salg af tv-aftaler, bliver i øjeblikket behandlet i USA.

Blandt de sagsøgte er velkendte - og berygtede - navne som den tidligere vicepræsident Jack Warner og forhenværende medlem af eksekutivkomitéen Chuck Blazer.

Sammen med Jack Warners søn og flere andre er de mistænkt for at have modtaget ti millioner dollar under bordet for at sikre, at Sydafrika vandt afstemningen om VM-værtskabet i 2010.

5,4 millioner dollar

Fodboldforbundet vil have penge tilbage fra 20 forhenværende topfolk i organisationen, som ifølge Fifa har været medvirkende til at "skade Fifas ry".

Blandt de sagsøgte i denne del af sager er Chuck Blazer "topscorer". Fifa sagsøger ham for knap 5,4 millioner dollar (svarende til 36 millioner kroner).

I alt beløber denne del af sagen sig til mindst 28.224.687 dollar (knap 190 millioner kroner).

/ritzau/