Bookmakerne, eksperterne og de fleste af vi andre tog fejl, da vi vurderede, at Sheikh Salman ville vinde en sikker sejr ved Fifa-præsidentvalget. Den sikre sejr gik til Gianni Infantino og når man ser på mulighederne, virker det ikke som det dårligste valg.
Uefas Platini-stand-in er vokset med opgaven i løbet af valgkampen, og på kongressen leverede han en valgtale så overbevisende, at den sandsynligvis har rykket nogle afgørende stemmer i sidste øjeblik. Gianni Infantino er ikke længere bare den driftsikre embedsmand med evner som jovial kuglejonglør ved diverse lodtrækninger i Uefa. Nu er han toppolitiker, og i sit første valg hentede han en bemærkelsesværdig og uventet sejr.
Kæmpemæssige opgaver
Den 45-årige schweizer får dog kam til sit ikke-eksisterende hår når først hverdagen melder sig i Fifa-hovedkvarteret i Zürich. På kongressen kom det frem, at Fifa er næsten fire milliarder kroner efter budgettet, og når man tager i betragtning, at Infantino under valgkampen kom til at love penge til de nationale forbund, så skal der hentes indtægter.
Det bliver afgørende for Gianni Infantino, at de sponsorer, der vendte Fifa ryggen under Blatter-krisen, har tiltro til, at han står for en ny og bedre kurs.
Han vil også blive presset på andre fronter. Fifas medlemmer vedtog i dag en række reformer, som han skal føre ud i livet, og især fra Europa er der pres for at det skal ske meget hurtigt. Omvendt er det også vigtigt for Infantino at vise, at han er hele verdens fodboldpræsident og vil tage hensyn til mange forskellige nationers og områders behov.
Han skal vise, at han ikke kun er en europæer, der er sat til at rydde op på sin egen verdensdels præmisser. Infantino skal skabe sin egen profil.
Et tegn på fornuft
Ingen tror på, at Fifa fra nu af bare kommer til at køre problemfrit. Krisen efter skandalerne er langt fra slut, og der er et godt stykke vej endnu, inden bare en del af tilliden til fodboldens øverste organisation er genskabt. Og Infantino er heller ikke en person, der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved.
Hans tætte samarbejde med den suspenderede Michel Platini kan sagtens komme ham til skade, og der vil helt sikkert blive gravet dybt i hans Uefa-tid for at finde skeletter i skabet.
Men der er trods alt grund til en smule optimisme på fodboldens vegne. Fifas medlemslande lavede et kæmpemæssigt selvmål ved at genvælge Sepp Blatter i maj i fjor. I dag havde de en chance for at udligne, og den valgte de at gribe, dels ved at vedtage de nødvendige reformer og dels ved at undgå at pege på de mest spegede kandidater til præsidentposten.
Gianni Infantino er manden, der skal bringe Fifa foran i en svær kamp. Han virker trods alt som én, der har en chance for at lykkes med det.