Fifa-boss vil udelukke spillere fra udbryderliga ved VM

Laver Europas største fodboldklubber en udbryderliga, vil det få konsekvenser for klubbernes spillere.

Bryder de store klubber ud og laver en piratliga, så vil der være konsekvenser for spillerne, lyder det fra Fifa. (Foto: © MARCO BERTORELLO, Scanpix)

Hvis de europæiske topklubber i fodbold vælger at bryde ud af turneringer arrangeret af Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) såsom Champions League og Europa League for i stedet at lave deres egen turnering, kan det få store konsekvenser for klubbernes spillere.

Præsidenten i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), Gianni Infantino, vil nemlig forbyde spillere fra en udbryderliga i at spille landskampe, og dermed vil de miste muligheden for at deltage ved blandt andet VM-slutrunder.

Det siger Infantino onsdag foran en gruppe journalister i Fifas hovedkvarter i Zürich.

- Enten er man ude, eller også er man inde, siger Infantino.

Han mener også, at spillere i en udbryderliga heller ikke må deltage i europamesterskabet eller i de nationale turneringer såsom Premier League, Bundesligaen, Serie A, Primera Division og Ligue 1.

I sidste uge kom det frem via lækkede dokumenter i det såkaldte "Football Leaks", at 11 storklubber fra England, Tyskland, Italien, Spanien og Frankrig i det skjulte arbejder på at etablere en multinational liga fra 2021.

Ligaen skal have deltagelse af yderligere fem hold, fremgår det af "Football Leaks", der blandt er gravet frem af det tyske medie Der Spiegel.

Pengene lokker

Ifølge den juridiske direktør i Fifa, Alasdair Bell, kan nationale og internationale fodboldforbund godt udelukke spillere fra en udbryderliga.

- Hvis man bryder ud, bryder man ud. Man kan ikke stå med en fod på den ene side og en fod på den anden. Ud fra den betragtning kan man udelukke dem, men det er sikkert noget, som advokater kan diskutere i lang tid, siger Bell.

Det er udsigten til øgede indtægter, som har fået de store klubber til at overveje at lave sin egen liga.

Gianni Infantino siger, at man allerede har imødekommet de store klubbers ønske om en større andel af præmie- og tv-penge i klubturneringer de seneste 20 år.

Samtidig håber Fifa-præsidenten, at et nyt format for klub-VM, der skal være mere lukrativt sportsligt og økonomisk, kan være en gulerod for at bremse storklubbernes plan om at bryde ud af de etablerede turneringer.

/ritzau/AP