Det lykkedes ikke for alvor for hverken Napoli eller Paris Saint-Germain at få udbytte af, at Liverpool tidligt tirsdag aften dummede sig ved at tabe udekampen til Røde Stjerne med 0-2.
Napoli og PSG endte med at få et point hver, da de to klubber spillede 1-1 i Champions Leagues gruppe C.
Dermed er der tæt på maksimal spænding i gruppen inden de sidste to spillerunder.
Napoli fører gruppen med seks point, da holdet er bedre indbyrdes end Liverpool med samme pointantal. PSG har fem point, mens Røde Stjerne har fire point.
Bedst som Napoli og PSG så ud til at gå til pause med 0-0, blev der scoret et minut inde i tillægstiden af første halvleg, og det var gæsterne, som bragte sig i front.
Lynhurtige Mbappé snød sin oppasser på kanten og vandrede ind i feltet med bolden. Han så op og fandt spanieren Juan Bernat, der i fuld fart modtog bolden og nærmest væltede, da han med succes sendte bolden fladt i mål.
Der skulle en kæmpe forsvarsbrøler til at bringe balance i målregnskabet efter pausen.
Thiago Silva kiksede en clearing fuldstændig, så José Callejón pludselig var fri foran mål. Silva forsøgte at veje op for sin dumhed, men i samspil med keeper Gianluigi Buffon fik de to klodset lavet en sandwich på Callejon, så det var uundgåeligt at dømme straffespark.
Lorenzo Insigne tog sig koldblodigt af straffesparket og sørgede for 1-1, hvilket også blev kampens resultat.
Gruppe D anderledes opdelt
I gruppe D er Porto og Schalke 04 godt på vej mod ottendedelsfinalerne.
Portugiserne viste ingen nåde mod gruppens pointløse bundprop, Lokomotiv Moskva, som blev slået med 4-1 i Porto.
Allerede efter 80 sekunder kom hjemmeholdet i front, da Moussa Marega fandt mexicaneren Hector Herrera, som sendte bolden i et tomt mål.
I det 42. minut byttede de to roller, da Herrera lobbede Marega fri, og den fysisk stærke angriber viste koldblodighed og gjorde det til 2-0.
Et kvarter inde i anden halvleg sørgede Jefferson Farfán for fornyet spænding med en reducering efter et hjørnespark, men blot syv minutter efter lukkede Jesus Corona endegyldigt opgøret.
I overtiden lykkedes det tilmed at udbygge føringen til 4-1 ved Otavio.
I gruppens anden kamp var et hurtigt mål også med til at grundlægge Schalkes 2-0-sejr over Galatasaray.
I det fjerde minut udnyttede Guido Burgstaller en stor fejl af målmand Fernando Muslera, og 12 minutter inde i anden halvleg stod Burgstaller for oplægget til Mark Uths 2-0-mål.
Porto topper gruppen med ti point, Schalke har otte, Galatasaray fire, mens Lokomotiv Moskva fortsat er uden point.
/ritzau/