FCM må undvære Paul Onuachu efter blindtarmsoperation

Angriberen fra Nigeria går glip af flere kampe, efter at han er blevet opereret for blindtarmsbetændelse.

Paul Onuachu glipper returkampen mod Apollon samt kampe i Superligaen. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Paul Onuachu måtte blive på hotellet med ondt i maven, da fodboldklubben FC Midtjylland torsdag aften tabte 2-3 ude til cypriotiske Apollon Limassol i den første af to kampe om en plads i Europa Leagues gruppespil.

Maveondet viste sig at være blindtarmsbetændelse, og den 2,01 meter høje angriber blev derfor kørt på hospitalet.

- Undersøgelser viste, at Onuachu havde blindtarmsbetændelse. Angriberen blev derfor opereret fredag morgen og har det efter omstændighederne godt.

- Det forventes, at Onuachu atter vil være spilleklar for FC Midtjylland efter landsholdspausen, meddeler FC Midtjylland på sin hjemmeside.

Operationen betyder, at 23-årige Paul Onuachu er ude af betragtning til returkampen mod Apollon Limassol i Herning torsdag i næste uge.

Den nigerianske angriber går også glip af FC Midtjyllands udekamp 20. august mod OB og hjemmekampen 27. august mod Lyngby i Superligaen.

Herefter er der pause i Superligaen på grund af landskampe.

Hvis prognosen holder, kan Paul Onuachu atter være aktuel for FC Midtjylland, når klubben 8. september spiller ude mod FC København i ligaen.

Han er FC Midtjyllands ligatopscorer med fire mål.

/ritzau/