FC København har solgt deres angrebsprofil Andreas Cornelius til den italienske Serie A-klub Atalanta.
Det skriver klubben på sin hjemmeside.
24-årige Andreas Cornelius slutter Superliga-sæsonen af, inden han til sommer rykker til den italienske klub.
Og den danske landsholdsangriber ser frem til nye udfordringer i Serie A.
- Timingen er god med et skifte her til sommer. Nu har vi sammen fundet et rigtigt godt match med Atalanta, der har en god plan for, hvad de vil med mig, og det har været helt afgørende for mig, siger Cornelius til klubbens hjemmeside.
- Jeg er stadig utroligt glad for at være i FCK, og jeg er meget motiveret for at gøre tingene færdige her på den rigtige måde. Vi har et mesterskab og en pokaltitel at jagte, og det vil jeg give alt for, at vi lykkes med.
Andreas Cornelius har i denne sæson scoret 18 mål i 43 kampe for de forsvarende danske mestre.