Cornelius-afløseren klar: FCK henter giftig cypriot

Den cypriotiske angriber Pieros Sotiriou skifter fra APOEL FC til FC København, der er tæt på at sende Andreas Cornelius til Italien.

Pieros Sotiriou scorede mod FC København i Champions League-kvalifikationen. Efter sommeren trækker han selv i den hvide trøje. (Foto: © Sakis Savvides, Scanpix)

FC Københavns danske landsholdsangriber Andreas Cornelius er snublende tæt på et skifte til italienske Atalanta og de danske mestre har allerede afløseren klar.

Den cypriotiske angriber Pieros Sotiriou er hentet til København fra hjemlandets APOEL FC, hvor han har scoret 23 mål i 43 kampe.

Heriblandt et enkelt mål mod FC København i Champions League-kvalifikationen.

- Det er ingen hemmelighed, at vi forventer, vi også skal sende en af vores andre angribere videre denne sommer. Så den her handel er et signal om, at vi også i den kommende sæson ønsker at være konkurrencedygtige på internationalt niveau og er klar til at investere, når det er nødvendigt, siger FCK-direktør, Anders Hørsholt til klubbens hjemmeside.

Den 24-årige cypriot har skrevet under på en kontrakt med FC København, der løber frem til sommeren 2022.

Største klub i Skandinavien

Pieros Sotiriou spiller denne sæson færdig i APOEL, hvorefter han tiltræder i FC København efter sommerpausen.

- Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for, at klubben opnår sine mål og vinder trofæer. FCK er den største klub i Skandinavien og har en flot historie, som jeg ser frem til at blive en del af, siger Pieros Sotiriou.

- Jeg glæder mig meget til at komme, men det er vigtigt for mig at holde fokus på APOEL nu og vinde mesterskabet på Cypern. Fra sommer vil jeg gøre det samme for FCK.