Manchester United spillede sig torsdag et stort skridt nærmere finalen i Europa League.
På udebane slog det engelske storhold spanske Celta Vigo med 1-0.
Marcus Rashford blev matchvinder med en scoring direkte på frispark midtvejs i anden halvleg.
Den 19-årige United-spiller klinede bolden op af den ene stolpe uden chance for værternes målmand, der kastede sig forgæves.
Pione Sisto og Daniel Wass spillede fra start for Celta. Efter ti minutter havde Wass en stor chance for at give spanierne en drømmestart, men danskerens hovedstød gik forbi mål.
Wass blev pillet ud med et kvarter tilbage af opgøret, mens Sisto fik fuld spilletid.
Selv om Celta i slutfasen forsøgte at få udlignet, så havde værterne svært ved at trænge igennem englændernes defensiv.
Fem minutter før tid lykkedes det Pione Sisto at komme til baglinjen, hvor han fik smidt en aflevering ind foran til svenske John Guidetti. Afslutningen blev dog blokeret med hovedet af en United-forsvarer.
Celta skal oppe sig i næste uge på Old Trafford, hvis holdet skal spille sig i finalen på bekostning af José Mourinhos mandskab.
I den anden semifinale-duel er Ajax godt på vej i finalen. Onsdag aften vandt hollænderne 4-1 på hjemmebane.
Europa League-finalen spilles 24. maj i Stockholm.
/ritzau/