Dolberg: United og City er for stort til mig

Kasper Dolberg ønsker ikke at skifte til de to Manchester-klubber. I hvert fald ikke lige nu.

Kasper Dolberg ser ikke sig selv hos Manchester City eller United på det her tidspunkt i karrieren. (Foto: © TOUSSAINT KLUITERS, Scanpix)

Succes er der masser af for det danske stortalent Kasper Dolberg. Onsdag aften var han med til at sparke Ajax mere end et skridt tættere på Europa League-finalen, da han scorede et enkelt mål i deres 4-1-sejr over Lyon.

Men fødderne er stadig solidt plantet på jorden for silkeborgenseren, selvom der er mange rygter om storklubbers interesse i ham.

- Det er for stort for mig at tage til City eller United nu. Det er vigtigt at blive ved med at spille, da jeg ikke ved, hvad der kan ske i fremtiden, siger Kasper Dolberg til fodboldmediet fourfourtwo.

Det er heller ikke klart for danskeren, hvilken liga han helst vil til.

- Jeg har ikke en drømmeliga. Da jeg var ung, var det Barcelona, der var mit favorithold. Men da jeg blev ældre, havde jeg ikke et. I England har jeg fulgt Arsenal på grund af Thierry Henry, men Arsenal var ikke mine favoritter, siger den danske angriber.

Dolberg er blevet nævnt blandt store hold. Senest har Bayern München været nævnt, men det kunne altså tyde på, at han ikke kigger på de øverste klubber, hvis han skal skifte hold.