FC Midtjylland leverede torsdag aften en fornem præstation, da midtjyderne vandt 3-1 ude ove Club Brugge fra Belgien i Europa League. De danske mestre var dog ikke de eneste med rødbedepas, der var ik aktion i Europa League.
Vi har samlet de danske præstationer herunder.
Schalke 04 - Asteras 4-0
Midtbanemotoren Pierre-Emilie Højbjerg startede inde for første gang for sin nye klub, da Gelsenkirchens stolthed tog imod græske Asteras. Den 20-årige dansker spillede på den centrale midtbane sammen med den to år ældre tysker Johannes Geis, der dog gik ud i pausen.
Geis har sammen med landsmanden Leon Goretzka holdt Højbjerg ude af Schalkes startopstilling i denne sæson. Goretzka spillede højre midt i kampen mod Asteras, inden han tyve minutter før tid blev erstattet af Max Meyer.
Højbjerg brændte en stor chance ved stillingen 2-0, da han fra en fri position i højre side af feltet bragede bolden på stolpen, men det gjorde ikke det helt store, da Schalkes argentinske angriber Franco Di Santo var i et herligt målhumør. Di Santo scorede således hattrick i første halvleg.
Derudover spillede Højbjerg en solid kamp og fordelte spillet fornemt. Danskeren var tæt på at krydre indsatsen med et mål fra distancen små 10 minutter før tid, men trods et godt træf på bolden, så strøg kuglen over mål.
Kort efter scorede Klas-Jan Huntelaar til slutresultatet 4-0.
Monaco – Tottenham 1-1
Den tekniske begavelse fra Middelfart, Christian Eriksen, var blandt de startende hos Tottenham, der bedømt på startopstillingen ligner et hold, der tager Europa League seriøst, hvilket Premier League-klubberne ellers er blevet beskyldt for ikke at gøre.
Argentinske Erik Lamela bragte Tottenham foran 1-0 ti minutter før pausen, men den føring kunne englænderne ikke køre hjem. 10 minutter før tid udlignede den indskiftede Stephan El Shaarawy for Monaco.
Christian Eriksen blev skiftet ud kort før tid.
Molde - Ajax 1-1
Viktor Fischer var blandt de startende for Ajax på Aker Stadion mod Molde, mens Lasse Schöne måtte tage sig til takke med en plads på bænken. Ajax kom bagud allerede efter otte minutter på en scoring af Eirik Hestad.
Fischer fik udlignet for Ajax ti minutter senere og burde også have bragt Ajax foran kort efter, da han missede en stor chance i feltet. Her skal amerikanske Ethan Horvath dog også have ros for en fin redning for Molde. Horvath stod i det hele taget flere gange i kampen i vejen for Viktor Fischer, der som altid var meget målsøgende i sit spil.
Hverken Fischer eller holdkammeraterne fik dog scoret yderligere. Lasse Schöne blev på bænken hele kampen.
Celtic – Fenerbache 2-2
Den blonde midtstopper Simon Kjær dannede stopperpar med portugiseren Bruno Alves i Fenerbahces kamp ude mod skotske Celtic. Efter 28 minutter bragte Leigh Griffiths værterne foran efter et hjørnespark, hvor tyrkerne trak alle mand hjem, men dækkede ingen op. Kort efter øgede Kris Commons til 2-0, da han bankede bolden op i nettaget uden chance for Fabiano i Fenerbahce-målet.
Kort før pausen fik Kjær og co. Reduceret ved Fernandao efter en foræring i det skotske forsvar. Samme Fernandao udlignede på hovedstød efter et hjørnespark umiddelbart efter pausen. Der blev ikke scoret yderligere i kampen. Kjær fik dog raget et gult kort til sig kort før tid.
Rosenborg – Dnipro 0-1
Den tidligere FC Nordsjælland-spiller Tobias Mikkelsen var med fra start i Rosenborgs svære opgave hjemme på Lerkendal mod ukrainske Dnipro, mens Brøndby-favoritten Mike Jensen var bænket. Sidstnævnte kom ind med tyve minutter igen og kunne derfor fra tæt hold se gæsternes Yevhen Selznyov blive matchvinder 10 minutter før tid.
Braga – FC Groningen 1-0
Den tidligere OB’er Kasper Larsen sad på bænken for FC Groningen på Estadio Municipal de Braga, men der blev brug for den unge dansker allerede efter en halv time, da han afløste Albert Rusnak. På det tidspunkt var Groningen bagud 1-0 på et tidligt mål af Bragas Ahmed Hassan.
Groningen kom aldrig igen på Hassans scoring.