Tottenham var på vej mod en sejr i Europa League over AS Monaco, men opgøret endte som en slem engelsk skuffelse.
I slutfasen scorede indskiftede Stephan El Shaarawy til slutresultatet 1-1 for de franske værter, der endda var tæt på at tage sejren.
De engelske gæster kan takke sig selv for, at holdet ikke har maksimumpoint efter de to første kampe i gruppe J, da Tottenham virkede lidt for tilfredse, efter at Erik Lamela før pausen havde scoret til 1-0.
Med en særdeles anonym Christian Eriksen på midtbanen skabte Tottenham stort set ikke noget i hele anden halvleg.
Kort før sin udskiftning i overtiden havde den danske profil et frispark, som han sendte ind i hjemmeholdets forsvarsmur, før bolden sprang ud til hjørnespark.
Indskifter spolerede festen
I forbindelse med føringsmålet til 1-0 trak Eriksen klogt væk fra en klar offside-position, da bolden blev ført frem og til sidst spillet hen til Dele Alli. Det 19-årige stortalent Alli fik sit skud blokeret, og så kunne Erik Lamela nemt score til 1-0.
Små ti minutter før slutfløjt udlignede Monacos lejesvend fra AC Milan, Stephan El Shaarawy, på et hovedstød ved forreste stolpe.
Trods pointtabet topper Tottenham gruppe J med fire point foran Qarabag fra Aserbajdsjan med tre point. Monaco og Anderlecht følger efter med henholdsvis to og et enkelt point.
/ritzau/