Millioner på vej ind på FCM-kontoen

FC Midtjyllands bestyrelsesformand Rasmus Ankersen er begyndt at tælle pengene. Et arbejde, der bliver udført med et smil på læben.

FCM's bestyrelsesformand Rasmus Ankersen . (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Det er den største kamp i klubbens historie, når de danske mestre fra FC Midtjylland torsdag aften hjemme i Herning tager imod verdensstjernerne fra Manchester United i knockout-fasen af Europa League. Kampen mod den engelske storklub er forlængst udsolgt, så i FC Midtjylland er man allerede begyndt at tælle pengene.

En ganske sjov beskæftigelse, hvis man skal tro FC Midtjyllands bestyrelsesformand, Rasmus Ankersen.

- Det er svært lige at sige, før vi har talt det hele op, men det er klart, at der skal nok være sådan en syv til ti millioner kroner i sådan en kamp for FC Midtjylland. Dertil kommer så præmiepenge fra UEFA. Det er en enormt attraktiv kamp på den økonomiske bane, siger Rasmus Ankersen, da DR Sporten fanger ham forud for kassekampen i Herning.

Investering i fremtiden

Ankersen kan ikke bare glæde sig over en gevinst nu og her, men tror også på, at kampen mod Manchester United kan gøre det lidt nemmere at lokke sponsorer til Herning i fremtiden.

- På den lidt længere bane, så er sådan en kamp her med til at rejse FC Midtjyllands profil til et andet niveau. Vi bliver mere attraktive for store virksomheder. Det er klart, at kunne give dem sådan en oplevelse som den her, det er jo også meget værd, siger Rasmus Ankersen, der har brugt noget af ventetiden op til den spændende kamp torsdag aften på at suge inspiration til sig fra de verdensberømte gæster.

- Vi har lige været til officiel frokost med Manchester United og det er nogle enormt spændende tanker, de har, når det kommer til at udbrede fanoplevelsen til dem, der eksempelvis ikke kommer og ser kampen på stadion. I deres tilfælde er der jo tale om flere hundrede millioner mennesker, siger Ankersen.

Kampen mellem FC Midtjylland og Manchester United fløjtes igang kl 19.00 og kan følges på 6'eren, i LIGA på P3 og i livetekst på dr.dk/sporten.