Dræb Djævlene på dødbolde! FCM's styrke er Uniteds smertepunkt

FC Midtjylland var i sidste sæson Europas næstmest effektive hold til at score på dødbolde.

FC Midtjylland er en trussel på standardsituationer. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Mens Louis van Gaal i vintermånederne har kæmpet hårdt for at bevare manager-positionen i mægtige Manchester United efter haltende præstationer i Premier League, er tiden hovedsageligt blevet brugt på forberedelse til Europa League-kampen for Jess Thorups vedkommende.

Holdet fra Heden har ikke spillet en betydningsfuld kamp siden opgøret mod Club Brugge d. 10 december, og FC Midtjylland-træneren har derfor haft god tid til at aflure Uniteds akilleshæl, hvor specielt statistikkerne for hjørne- og frispark har skabt forhåbninger i det midtjyske.

- Alle ved, at vi er gode på dødbolde. Så lige som i alle andre kampe vil vi også forsøge det mod Manchester United. Internationale kampe kan afgøres via dødbolde, så det har vi selvfølgelig arbejdet på, siger Jess Thorup ifølge Ritzau.

48 procent

Det skabte genklang i Fodboldeuropa, da FC Midtjylland i en lind strøm effektuerede standardsituationerne med høj kvalitet i sidste sæson. Kun Atlético Madrid var mere effektive end det danske hold, og det har van Gaal noteret sig. Han er forberedt på truslen.

- Midtjylland er specialister på dødbolde. De har scoret 48 procent af deres mål på dem, så vi vil forsøge at organisere os, men det er svært. Vi håber, at vi kan klare det, men vi må ikke give for mange hjørnespark og frispark væk, siger Louis van Gaal ifølge Manchester Uniteds hjemmeside.

Helt anderledes ser det ud, når van Gaal skeler til statistikkerne for sit eget mandskabs dødbolde. Manchester United har nemlig lukket 19 mål ind på frispark eller hjørne, siden den hollandske træner kom til for halvandet år siden. Højden på spillerne er en del af udfordringen, vurderer Luis van Gaal.

- Jeg kan ikke vælge spillere på grund af deres højde. Vi har 26 spillere i truppen, og der er 13 tilbage. Jeg må vælge spillere på deres kvalitet, ikke på højde. Men det er da et problem, siger Van Gaal.

Kampen fløjtes igang kl 19.00 og kan følges på 6'eren, i LIGA på P3 og i livetekst på dr.dk/sporten.