Krauls karakterbog: Kontrolleret nulløsning i Parken

Der var ikke mange højdepunkter, men en tjekkisk midterforsvarer trådte dog i karakter for FC København i 0-0 kampen mod Lokomotiv Moskva i Europa League, mener DR Sportens Andreas Kraul.

Ståle Solbakken lignede en mand, der var ganske godt tilfreds med sin nye mistbanespiller Carlos Zeca. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Robin Olsen 4 Den svenske keeper kom decideret forfærdeligt fra start med hensyn til spillet med fødderne. Rystede det dog af sig og blev ellers ikke voldsomt udfordret af et meget defensivt russisk mandskab.

Peter Ankersen 4 Backen forsøgte flittigt at gå med frem, men før pausen fungerede samspillet og placeringerne med Kasper Kusk ikke helt optimalt. Påpasselig i defensiven.

Denis Vavro 4 Den nye stopper indledte kampen med en forfejlet og satset aktion, der kunne være blevet dyr, men derefter blev den store fysik brugt fornuftigt, og Vavro er tydeligt en trussel på offensive dødbolde.

Michael Lüftner 10 Det er som om, Lüftner har fået lidt mere ro på spillet ved at være blevet flyttet over som venstre stopper i FCK-spillet. Overlegen i luften, og især i anden halvleg helt suveræn i duellerne. Bedste kamp fra ham i FCK – og bedste FCK’er denne aften.

Nicolai Boilesen 7 Boilesen havde anførerbindet på armen i stedet for bænkede William Kvist, og den nye kaptajn gjorde det med fint overskud på banen – især defensivt. Offensivt savnede man et par gange et tidligere indlæg med mere kvalitet.

Kasper Kusk 4 Det blev aldrig helt en kamp for Kasper Kusk, selv om kantspilleren prøvede ihærdigt og med nogle snurrige driblinger. Han indledte med et godt spark lige over det russiske mål, men blev også til tider klemt og kvast noget i den fysiske og intense kamp.

Carlos Zeca 7 Der er en ny midtbaneleder i byen! Uden William Kvist på banen var Zeca tydeligt defensiv styrmand, og græsk-portugiseren imponerede med sit enorme løbearbejde og evne til at pille bolden fra modstanderne. Faldt noget i niveau efter pausen, fik en advarsel og blev udskiftet til sidst.

Jan Gregus 7 Slovakken udvikler sig som spilfordeler på FCK-midtbanen og havde også flere gode offensive aktioner mod Lokomotiv, mens der også var et par halvfarlige boldtab før pausen. Flere gode dødbolde sendt i feltet.

Benjamin Verbic 4 Der er masser af selvtillid hos sloveneren i øjeblikket, hvilket til tider udmøntet sig i nogle ret optimistiske soloaktioner, men det er også fra Verbic, at mange ting udspringer for FCK-offensiven. Manglede dog at sætte sig helt igennem.

Pieros Sotiriou 2 Cyprioten er ikke den store kombinationsspiller og med ret få indlæg var Sotiriou ofte usynlig især før pausen. I anden halvleg koksede det helt for angriberen, der optrådte frustreret og begik mange frispark.

Andrija Pavlovic 2 Den serbiske angriber havde bolden i mål i kampens indledning, men hovedstødsscoringen blev underkendt for offside. Ellers var Pavlovic ikke specielt synlig. Udskiftet i anden halvleg.

Indskiftede spillere:

Rasmus Falk 4 FCK har savnet Falks skærende løb mod målet og kreative idéer, men kantspilleren er tydeligt stadig kun lige kommet tilbage efter sin lange skade. Bliver vigtig fremadrettet.

Martin Pusic UB

William Kvist UB.