FCM's fanklub: Alle vil med til Old Trafford

2000 FCM-fans drager mod Manchester for at se den største kamp i klubbens historie.

2000 FCM-fans kommer til at overvære returopgøret på Old Trafford. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Der hersker ingen tvivl om, at mødet med Manchester United og Drømmenes Teater i morgen bliver en historisk kamp for FCM.

Udover euforiske fans har de i fanbusserne nemlig også en mindeværdig 2-1 sejr med i bagagen, som betyder, at ulvene rent faktisk har en realistisk mulighed for at slå mægtige United ud af Europa League.

- FCM har meldt ud, at de har solgt 2000 billetter, og jeg forventer selvfølgelig, at alle dukker op. Allerede i torsdags kunne vi mærke, at det var en helt speciel kamp, siger Thomas Brink, der er formand for FCM's fanklub.

Derudover vender midtbanegeneralen Jakob Poulsen tilbage fra karantæne - en spiller som tidligere har leveret, når det virkelig gælder. Dog mener Brink ikke, at det kommer til at have en afgørende betydning, fordi det på torsdag handler om holdet.

- Det er altid dejligt, når Jakob er med. Men jeg tror ikke, at vi vinder kampen mand mod mand. Vi skal slå dem som et hold, og så må vi lade United om at spille individuelt, siger Brink.

Kan ikke sammenlignes med Napoli og Brugge

Inden kampen på Old Trafford har FCM allerede spillet store kampe i Europa League gruppespillet mod blandt andet Napoli og Club Brügge. Alligevel kan de kampe på ingen måde sammelignes med det returopgør, som FCM har i vente.

- Vi havde kun en bus med til Napoli og Brugge. Så United-kampen er med længder den største kamp i FCM's historie. Børnebørn og bedsteforældre, fædre og sønner og hele familier tager afsted. Det bliver en blandet flok, og det er super fedt, siger Thomas Brink og tilføjer:

- Vi glæder os sindssygt meget. Udover pokalfinaler har vi aldrig nogensinde oplevet noget lignende. Vi skal møde United på Old Trafford. Det er jo helt specielt, slutter Thomas Brink.

Kampen fløjtes i gang torsdag kl. 21.05 på Old Trafford og den kan følges på 6'eren, P3 og her på dr.dk/sporten.