Statistikken er med Midtjylland inden Old Trafford-brag

Europa League-statistikken er på FC Midtjyllands side inden returopgøret i Manchester.

FC Midtjylland-spillere fejrer Pione Sistos udligning til 1-1 i det første opgør. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

FC Midtjyllands danske fodboldmestre leverede en mandfolkepræstation, da de hjemme på MCH Arena slog Manchester United med 2-1 i det første opgør i 1/16-finalen i Europa League. Et resultat der gav genlyd langt ud over den jyske hede.

Kravet til Jess Thorups mandskab inden torsdagens returkamp på Old Trafford er derfor et uafgjort resultat eller et nederlag på 2-1 (vil give forlænget spilletid), 3-2, 4-3 osv., hvis det skal blive til samlet midtjysk triumf.

Manchester United vil derimod avancere, hvis de eksempelvis vinder 1-0.

Et kig i Europa Leagues annaler fortæller, at statistikken er på FC Midtjyllands side.

AaB har gjort det

Siden Europa Leagues indførsel i sæsonen 2009/2010 har hjemmeholdet vundet 2-1 i det første opgør 97 gange (inklusiv kvalifikationskampe). I de 57 ud af de 97 tilfælde har en 2-1-hjemmesejr været nok til avancement.

AaB fik i 2008 et flot resultat med hjem fra Old Trafford. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

I procenter hedder det 58,8% i FC Midtjyllands favør og 41,2% i Manchester Uniteds, hvis statistikken skal tages for gode varer.

FC Midtjylland kan kigge en smule mod nord, hvis de skal have inspiration til, hvordan man som dansk klubhold får et resultat med hjem fra Old Trafford.

I sæsonen 2008/2009 formåede AaB at få 2-2 med hjem fra Manchester i Champions Leagues gruppespil. Med til historien hører dog, at Manchester United vandt gruppe E trods pointtabet mod nordjyderne og endte med at spille sig helt frem til finalen.