En stor angriber og et hold i krise venter midtjyder i Portugal

FC Midtjylland står over for sin hidtil sværeste opgave i Europa League mod Europas 15. bedste klubhold, FC Porto. FCM-træner ser dog muligheder mod et hold i knæ.

Samu Aghehowa har inden kampen mod FC Midtjylland scoret 14 mål i 17 kampe, siden han i sommer skiftede fra Atletico Madrid til FC Porto. (Foto: © Patricia De Melo Moreira, Ritzau Scanpix)

I et sort jakkesæt med hvid skjorte og med begyndende gråt hår i siderne læner José Mourinho sig frem og kysser Champions League-træfæet.

Lidt til højre for billedet af FC Portos mest legendariske træner lyser ordene: ”Champions League 1987: FC Bayern München 1 – 2 FC Porto” op og flankeres af en hvid miniature-model af pokalen med de store ører.

Og hvis man på trods af påmindelserne om fortidens meritter på betonmuren i gangene under stadion skulle være i tvivl om, hvor stor en klub FC Porto er, så hjælper det at stikke hovedet ind på det mægtige Estádio do Dragão.

Lyset fra de enorme projektører oplyser de 50.000 lyse- og mørkeblå plasticsæder og fortæller historien om et stadion, der både afholdt åbningskampen ved EM i 2004 og finalen i Nations League i 2019.

Jose Mourinhos første store cheftrænertriumf fandt sted i 2004 med FC Porto, da han vandt Champions League-finalen over Monaco med 3-0. (Foto: © Oliver Berg, Oliver Berg/picture-alliance/dpa/AP Images)

Det er i den kulisse og mod et af Portugals allerstørste klubhold, at FC Midtjylland torsdag aften skal forsøge at komme tilbage på rette kurs i europæisk regi.

To nederlag i de seneste to kampe betyder, at FC Midtjylland endnu ikke har nået de magiske ti point, som bør række til en plads i forårets playoffkampe i Europa League.

Og selvom der er tre kampe tilbage, fås det næppe meget sværere end storholdet FC Porto med to Champions League- og to Europa League-titler i trofæskabet.

- Vi skal forsøge at lave tre point i de sidste tre kampe. Vores opgave er at bringe os i en situation, hvor vi har så gode muligheder som overhovedet muligt for at gå videre. Det er sidste kamp i år, og vi skal forsøge at få et resultat mod et storhold, som er vant til at slå et hold som FC Midtjylland, siger FC Midtjylland-træner Thomas Thomasberg.

Portugisisk krisestemning

Selvom FC Portos status som det mest succesrige portugisiske hold i europæiske fodbold burde skræmme, har FC Midtjylland-træner Thomas Thomasberg taget optimismen med i kufferten til den nordportugisiske storby.

For mens FC Midtjylland ikke har vundet i Europa Leagues to seneste kampe, ser det faktisk værre ud for FC Porto.

Én sølle sejr er det blevet til i Europa League i denne sæson, der også har budt på et skuffende 2-3-nederlag på udebane til norske Bodø/Glimt.

Jovist, FC Porto har også spillet 3-3 med mægtige Manchester United tidligere i turneringen, men alle fodboldfans ved, at United ikke har den klasse, som holdet havde, da José Mourinhos mandskab slog De Røde Djævle ud på vej mod Champions League-triumfen i 2004.

FC Midtjylland fik en god start på ligaspillet i Europa League med syv point i de første tre kampe. Siden er det dog blevet til nederlag mod FCSB og Eintracht Frankfurt. (Foto: © Estela Silva, Ritzau Scanpix)

Stemningen i december 2024 er dog dårlig omkring FC Porto. Det er nemlig ikke kun i Europa League, at det kniber med at ramme storspillet. For hvis man synes, at FC Midtjyllands sidste halvdel af efteråret har været både hakkende og kritisabel, er det intet mod det FC Porto-træner Victor Bruno skal lægge ryg til for tiden.

FC Porto, som forventes at spille med om både mesterskabet og pokaltitlen i Portugal hver eneste sæson, har kun vundet én af sine seks seneste kampe. Og holdet har allerede som forsvarende pokalmester måtte vinke farvel til pokalturneringen, efter et skuffende nederlag til Moreirense FC, der er nummer syv i den bedste portugisiske række.

Sådan noget må bare ikke ske, når man er Portugals næstmest vindende klub.

- FC Porto er en stor klub, som er vant til at skulle vinde hver gang. Hernede er der endnu større forskel mellem top og bund sammenlignet med Superligaen. Vi ved, at FC Porto gerne vil have bolden meget, og vores opgave bliver at få dem ud af balance og skabe noget usikkerhed ved at holde dem fra scoringer og samtidig true den modsatte vej, siger FC Midtjylland-træner Thomas Thomasberg.

De giftige angriberes klub

Den nyere historie i FC Porto er også historien om angribere med mål i støvlerne.

Fra 1996 til 2000 hamrede brasilianske Mário Jardel 159 mål ind i 163 kampe for FC Porto.

I slutningen af 00’erne og begyndelsen af 10’erne overtog colombianske Radamel Falcao tjansen som målmaskine med 72 mål for klubben, som blandt andet var med til at sikre en Europa League-titel til klubben, og i de foregående fire sæsoner var Irans største fodboldstjerne, Mehdi Taremi, garant for at score i hver anden af sine 189 kampe.

I dag er de tre spydspidser fortid, men som traditionen byder, har FC Porto naturligvis fundet sin en ny skarpretter.

Inden Radamel Falcao blev en stjerne i Atletico Madrid, bombede han 17 mål ind i Europa League for FC Porto, da klubben vandt turneringen i 2011. (Foto: © Paulo Duarte, Associated Press)

Navnet er Samu Aghehowa. Eller bare Samu i folkemunde. Og med 14 scoringer i sine første 17 kampe er han godt i gang med både at blive en ny publikumsfavorit, samtidig med at han får sit prisskilt til langt at overstige de 15 millioner euro, som FC Porto betalte, da klubben hentede ham i sommer i Atlético Madrid.

- Han er en stor, stærk angriber, som har store individuelle kompetencer. Han er stærk på indlæg, og vores opgaver bliver at sørge for, at bolden kommer så lidt i straffesparksfeltet som muligt, siger Thomas Thomasberg, der i forbifarten også tilføjer, at Samu Aghehowa også har ret meget fart i fodboldstøvlerne.

Der bliver næppe sat et billede op i betongangene under Estádio do Dragão, hvis FC Porto lever op til forventningerne og slår FC Midtjylland. Dertil er ulvene fra heden et for lille bytte og en ligakamp i Europa League ikke stor nok.

Men måske de kan finde plads til et billede et sted på MCH Arena, hvis det går den modsatte vej. Så kan FC Midtjylland nemlig glæde sig over at vinde over et portugisisk hold på udebane for første gang nogensinde og samtidig spille sig tæt på et europæisk avancement.

Kampen mellem FC Midtjylland og FC Porto begynder klokken 21, og du kan følge den i Liga på P4. Der er kampstart klokken 21.