Når FC København torsdag spiller første kamp i årets gruppespil i Europa League, så venter der klubben det 12 europæiske gruppespil på 13 år. Men for en af løvernes største profiler, Andreas Bjelland bliver det faktisk første gang nogensinde, han skal prøve kæfter med et gruppespil i en europæisk klubturnering.
Midterforsvareren skiftede op til denne sæson til FCK fra engelske Brentford, og trods en karriere, som har bragte ham forbi både FC Nordsjælland og hollandske Twente, så har den 30-årige FCK’er aldrig nået den milepæl.
- Det var én af grundene til, at jeg tog til FCK. Så jeg glæder mig helt vildt. Jeg vil ikke kalde det en milepæl, men det er en af de ting, som man gerne vil opleve i sin karriere at spille et europæisk gruppespil, og det kommer jeg til i morgen.
- Det er sjovt at blive udfordret på den måde. Alt ære og respekt for den danske liga, så er det sjovere at blive testet af på lidt højere niveau, og for at vi skal udvikle os som hold, så skal vi have de her kampe på højt niveau. Det er en fed personlig udfordring, men også for vores hold, siger Andreas Bjelland.
Russisk debutmodstand
I hans gruppespilsdebut torsdag venter der ham og resten af det københavnske mandskab en hjemmekamp mod det russiske storhold Zenit Skt. Petersborg. Derudover er FC København i gruppe med tjekkiske Slavia Prag og franske Bordeaux med danske Lukas Lerager og Andreas Cornelius på holdet.
- Jeg synes, vi har en fornuftig chance i gruppen på papiret. Vi spiller tre kampe i Parken, hvor vi selvfølgelig skal have point på kontoen.
FC København er det eneste danske hold, der er med i et gruppespil i de europæiske klubturneringer i denne sæson.
Der var dog ikke mange, som regnede med, at løverne fra hovedstaden ville klare den svære modstander i den afgørende kvalifikation, men efter en nervepirrende straffesparkskonkurrence mod italienske Atalanta sikrede man sig en plads i en af de 12 grupper i Europa League.
- Der var ikke mange, som troede at vi havde nogen chance mod Atalanta, men vi viste hjemme i Parken, at vi kunne gøre det rigtig godt, og med opbakning fra lægterne skabte vi et fantastisk resultat. Det skal vi ud og bygge videre på og forhåbentlig kommer der også en masse mennesker.
- Vi håber, at vi kan opbygge noget rigtig fint, og jeg synes, vi har et fantastisk hold og bred trup som kan være med både europæisk og i den danske Superliga.
Hvor FC København formåede at kvalificerede sig til Europa League-gruppespillet, så røg FC Midtjylland ud til svenske Malmø i den sidste runde i kvalifikationen. Samme skæbne led Brøndby også efter et samlet nederlag til belgiske Genk.