Kraul om FCK's EL-gruppe: 'Giver håb om avancement'

DR Sportens fodboldkommentator mener, at FC Københavns gruppe i Europa League er mere spændende end sidste sæson.

FC Københavns Robert Skov jubler efter sin scoring i straffesparkskonkurrencen mod Atalanta. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Zenit Skt. Petersborg, Slavia Prag og Bordeaux. Sådan bliver FC Københavns modstandere i Europa League-gruppespillet.

DR Sportens fodboldkommentator, Andreas Kraul, vurderer, at FC København har fået en fornuftig lodtrækning.

- Det er ikke nogen let pulje. Rent sportsligt er den sværere, end den pulje, som FC København havde sidste år. Til gengæld er det en lidt mere sexet pulje, siger Andreas Kraul.

Sidste år havnede FC København i Europa League i pulje med Lokomotiv Moskva, FC Sheriff samt FC Zlin.

Selvom Andreas Kraul vurderer, at puljen er sværere end sidste sæson, så mener han stadig, at københavnerne kan sætte næsen op efter avancement fra gruppespillet.

- Jeg tror, det bliver en meget lige pulje. Nu har FC København jo vist, at de kan spille lige op med Atalanta og FC København har altid været gode til at levere tætte kampe i Europa, så umiddelbart ligner det en meget lige pulje, siger Andreas Kraul.

- Det er ikke nogen drømmelodtrækning for FC København, men det er dog også en lodtrækning, der gør, at man kan tillade sig at håbe på, at FC København kan spille videre fra gruppefasen.

FC København sparker gruppespillet i Europa League i gang den 20. september med et besøg hos franske Bordeaux, der har danske Lukas Lerager i truppen.