Fodboldspillerne i Premier League har vanen tro ikke meget tid til at fejre julen. Jul i England er langt fra lig med tid til familien, masser af julemad og afslapning.
Tværtimod. Programmet i Premier League er tætpakket hen over julen, og perioden anses som den hårdeste for både trænere og spillere. I år er ingen undtagelse, og der er flere klubber, der står over for vigtige udfordringer.
Især hos storklubben Manchester United kan juleprogrammet blive meget afgørende for skæbnen for en enkelt mand.
Den er Gaal i Manchester
Den hollandske manager for Manchester United Louis van Gaal trak overskrifterne ved pressemødet forud for klubbens kampe i julen.
Efter blot fem minutter forlod van Gaal pressemødet i vrede, da han ikke følte sig retfærdigt behandlet af de fremmødte journalister, som har været meget efter hollænderen siden ankomsten i denne sæson.
Beskyldningerne mod van Gaal har væltet ned over den pressede manager, og skal man tro de engelske medier, kan julen meget vel afgøre, om han har en fremtid på Old Trafford. SBS Discoverys ekspert Morten Bruun er langt fra imponeret over, hvad van Gaal udretter i den engelske storklub.
- De spiller vildt dårlig fodbold. Jeg mindes ikke et Manchester United-hold, der har spillet så dårlig fodbold og haft en manager, der samtidig mener, at de spiller fantastisk.
- Van Gaal er i gang med at fortælle hele verden, at man ikke kan forvente, at Manchester United er med i topkampen hvert år. Han nedgør Manchester Uniteds standarder, og det er det værste, man kan gøre over for fans af et tophold, siger Morten Bruun til DR Sporten.
Ledelsens mand
Siden Alex Ferguson valgte at stoppe som manager i Manchester United, har klubben haft svært ved at finde manden, der skal videreføre de stolte traditioner.
David Moyes blev på Fergusons anbefaling hentet ind fra Everton, men den skotske manager fik aldrig tingene til at flyde, og han blev fyret og erstattet af klublegenden Ryan Giggs.
Det lå dog i kortene, at Giggs kun skulle agere vikar, og Louis van Gaal blev ansat efter succes som hollandsk landstræner.
Van Gaal førte klubben til en fjerdeplads i sin første sæson i klubben. Spillet var ikke godt, men resultaterne kom, og derfor lignede van Gaal stadig manden, der kunne føre United tilbage til storhed.
Udviklingen har dog manglet i denne sæson, og det er det helt store problem, mener Morten Bruun. Men tiltroen er der stadig.
- Han er i den grad ledelsens mand. Det virker som om, at man dybest set har mere tiltro til det, Van Gaal kan gøre, end man havde til det, David Moyes gjorde. Det er ikke gået bedre for van Gaal, end det gjorde for Moyes.
- Van Gaals fortælling af Manchester United bygger på, at han kun ser to år tilbage i tiden. Han sammenligner med tiderne under Moyes, og det dur bare ikke. Det er ikke en sammenligning, der giver mening i en klub som Manchester United.
Manchester United er efter en periode på fire kampe uden sejr faldet ned på femtepladsen, og klubben har ni point op til Premier Leauges tophold Leicester.
Nu er Leicester med i mesterskabskampen
Der var ikke mange, der havde forudset, at Kasper Schmeichel og resten af Leicester-mandskabet ville ligge nummer et ved juletid i Premier League.
Leicester har overrasket alt og alle, og selvom man hele tiden tror, at nedturen snart må komme, bliver man nødt til at anerkende klubben som en del af mesterskabskampen, mener Morten Bruun.
- Leicester har meldt sig ind i topkampen. De har slået et flot hul ned til de nærmeste udover Arsenal. Der venter nogle svære kampe for dem, men det har man jo sagt hele sæsonen, hvor de har hentet flotte resultater.
- De kan endnu en gang skabe give sig selv et blåstempel i julen, og derfor vil kampene i julen for alvor indikere, om man kan placere Leicester i mesterskabskampen.
Titlen ryger til London
Morten Bruun tror dog stadig ikke på, at Premier Leagues dukse holder hele vejen. Titlen ryger igen til London. Denne gang bliver det dog den røde side.
- Jeg var en af dem, der udråbte dem til mesterskabsfavorit, og det vil jeg fastholde. Man har sagt det i mange år, men den dag, Arsenal har alle mand klar, bliver det rigtig godt.
- Arsenal kan ende som den helt store julevinder, for de har et overkommeligt program.Og så ligger den bare til Arsenal, fordi det ikke virker som om, at de andre hold er specielt interesserede i at vinde mesterskabet.
Man må dog aldrig afskrive Manchester City.
- De har så stærkt et hold og så mange midler, så det ville være dumt at sige, at de ikke er blandt favoritterne. De dummer sig bare ofte, og de mangler stabilitet, så lige nu ser jeg dem ikke som absolutte favoritter.
Manchester City har seks point op til Leicester på førstepladsen, mens Arsenal ligger fire point foran klubben fra Etihad Stadium. Tottenham og Manchester United ligger fire og femmer, begge med ni point op til Leicester.