PORTRÆT Superstjernen i Vardys skygge

En stjerne er født. Riyad Mahrez er navnet, og han er kommet for at blive.

Riyad Mahrez er for alvor manden i centrum i Premier League i denne sæson. Vejen har dog ikke været nem for den elegante offensivspiller. (Foto: © Paul ellis, Scanpix)

Jamie Vardy har været på alles læber i denne sæson, hvor Premier League-topscoreren har været symbolet på Leicesters succes.

Men Leicester er meget mere end Jamie Vardy. For ude på kanten løber en 24-årig boldkunstner rundt og gør, hvad der passer ham. Riyad Mahrez er navnet, og han er værd at holde øje med.

13 mål og 6 assists er det blevet til i denne sæson for den elegante offensivspiller, og han har for alvor slået i gennem i Premier League, og sammen med Leiceister har han været en af sæsonens store åbenbaringer.

Vejen til succes har dog ikke været nem for denne sæsons store åbenbaring.

Farens død

Riyad Mahrez er født i Frankrig, men han har marokkansk mor og algerisk far. Han voksede op i Sarcelles, som er en forstad til Paris, hvor multikulturelitet er meget udbredt, mens livsvilkårene ikke er de bedste.

Riyad Mahrez’ far døde af en hjertefejl, da Riyad Mahrez var 15 år. Faren havde altid fulgt Riyad Mahrez’ karriere, og det var derfor, Riyad Mahrez valgte at vende sin sorg over farens død til at intensivere jagten på en professionel fodboldkarriere. Han ville gøre sin far stolt.

- Min far var altid bag mig. Han ville have, jeg skulle blive fodboldspiller. Han kom til alle mine kampe for at give mig hjælp, og jeg lyttede til ham. Efter hans død begyndte tingene at gå godt for mig. Måske ville jeg det mere på grund af hans død, siger Mahrez i et interview med The Guardian.

Mahrez formåede altså at vende den tragiske hændelse til noget positivt, og det hjalp ham videre i et liv, der ikke på forhånd gav anledning til at tro, at han ville være der, hvor han er i dag.

Professionel karriere lå ikke i kortene

At vokse op i Sarcelles er ikke det letteste. Historisk set har unge i området ikke haft udsigter til velbetalt arbejde eller i det hele taget gode livsvilkår. Arbejdsløshed og kriminalitet var det, der prægede området.

Fodbolden blev derfor Riyad Mahrez’ vej ud, men det lå ikke i kortene, at det store gennembrud skulle komme.

- De sagde, jeg var for tynd, og alle ville kunne skubbe mig væk. Jeg havde god teknik, men jeg var for svag fysisk. Jeg var heller ikke hurtig, men jeg har altid arbejdet hårdt, siger Mahrez til The Guardian.

Netop det hårde arbejde var det, der gjorde, at Riyad Mahrez kunne tage skridtet videre. Han drog fra den lille klub AAS Sarcelles, hvor han spillede ungdomsfodbold, videre til Quimper, hvor han fik sin debut som senior.

Fra gaden til banen

I Quimper begyndte Riyad Mahrez at røre på sig. Fra 2009-2010 spillede han i den lille franske klub, og stærke præstationer satte ham i søgelyset hos storklubberne Paris St. Germain og Marseille. Valget faldt dog på Ligue 2-klubben Le Havre.

Riyad Mahrez var en utraditionel spiller, og han var ikke skolet, som de andre professionelle fodboldspillere. Det var noget, han kunne udnytte til sin fordel.

- Når man ser mig på banen, ligner det, jeg spiller på gaden. Det bringer noget andet til holdet. Det er godt at have forskellige kvaliteter på et hold, det skaber et godt mix, siger Mahrez til The Guardian.

Han havde det svært i starten i Le Havre. Spillet var mere taktisk og defensivt, og den friske og opportunistiske spillestil, som Mahrez praktiserer, fik ikke lov til at blive udfoldet.

Men som det havde været kendetegnet gennem hele livet for Mahrez, udviklede han sig et skridt ad gangen. Efter et magert første år fandt han rytmen i sin anden sæson, og i januar 2014 stod Premier League-klubben Leicester klar med tegnebogen.

Oprykning og gennembruddet

Det var et velfungerende Leicester-mandskab, Riyad Mahrez trådte ind på i januar 2014.

Klubben lå til oprykning til Premier League, og Mahrez fik derfor mulighed for stille og roligt at komme ind på holdet og vende sig til tempoet i England.

Han byggede hele tiden på sit spil, og det blev kvitteret med en landsholdsudtagelse nogle måneder efter, og han var også i den algeriske trup, der deltog ved VM i Brasilien.

Riyad Mahrez blev bedre og bedre, og det hele er kulmineret i denne sæson, hvor han og Leicester-mandskabet indtager en uvant position i Premier League. Mahrez har selv nedtonet snakken om et muligt mesterskab, men faktum er, at Mahrez og Leicester buldrer derudaf.

Juleprogrammet kan meget vel give et billede af, om Mahrez og holdkammeraterne skal tages med i betragtning, når der nævnes mesterskabskandidater.