Mohamed Salah blev helten for Liverpool, da den engelske fodboldklub lørdag vandt over Leicester i Premier League.
Egypteren scorede begge hjemmeholdets mål på Kasper Schmeichel, så Liverpool vandt 2-1.
Klubben er ubesejret i 12 kampe på stribe i den engelske liga.
Kampen begyndte ellers dårligt for hjemmeholdet, der kom tidligt bagud 0-1.
Liverpools kommende forsvarsstjerne Virgil van Dijk, der efter nytår kommer til klubben fra Southampton for anslået over 600 millioner kroner, var på plads på Anfield for at følge sin kommende klub.
Hollænderen kunne efter tre minutter se, at Liverpool ikke har det stærkeste forsvar i ligaen.
Hjemmeholdet smed bolden væk på egen banehalvdel, og et par hurtige afleveringer senere havde Jamie Vardy sendt bolden i nettet til 1-0 for gæsterne.
Få minutter senere kunne Mohamed Salah have udlignet, men han sendte bolden forbi Kasper Schmeichels mål fra tæt hold.
Egypteren måtte vente til anden halvleg med at komme på scoringstavlen.
Efter 52 minutter leverede Liverpools Sadio Mane en fræk hælaflevering til Mohamed Salah, som efter nogle fikse træk udplacerede Kasper Schmeichel og udlignede til 1-1.
Et kvarter før tid trak Salah selv fri af Leicester-forsvaret og udplacerede den danske landsholdsmålmand for anden gang til 2-1.
Med sejren er Liverpool fortsat nummer fire i Premier League.
Klubben har 41 point for 21 kampe.
Vibe på tavlen
Chelsea spillede sig op på andenpladsen med en sikker sejr på 5-0 hjemme over Stoke.
De regerende mestre, der havde Andreas Christensen på bænken i hele kampen, har 45 point.
Jonas Lössl og Mathias "Zanka" Jørgensen var som vanligt med i startopstillingen for Huddersfield, der spillede 0-0 hjemme mod Burnley.
Mathias "Zanka" Jørgensen indkasserede et gult kort tidligt i kampen, mens Anders Lindegaard varmede bænken for gæsterne.
Swanseas nyudnævnte manager, Carlos Carvalhal, fik en sejr i sin første kamp for klubben.
To sene mål af Jordan Ayew og Luciano Narsingh sikrede bundholdet en 2-1-sejr ude over Watford.
Swansea kravlede med sejren væk fra sidstepladsen og er nu næstsidst med 16 point.
West Bromwich er sidst med 15 point for en kamp færre end Swansea.
I den næstbedste række scorede Lasse Vibe igen for Brentford, der vandt 2-0 hjemme over Sheffield Wednesday.
Angriberen bragte Brentford foran 1-0 i første halvleg.
Andreas Bjelland spillede hele kampen for Brentford, mens Lasse Vibe blev skiftet ud ti minutter før tid.
/ritzau/