Manchester City uddelte ingen julegaver til de øvrige tophold i Premier League lørdag eftermiddag.
City slog stensikkert bundholdet Bournemouth 4-0 på mål af Sergio Agüero og Raheem Sterling.
Det øger forspringet til Chelsea, der tidligere lørdag måtte nøjes med et point mod Everton, og samtidig sætter det Manchester United under pres.
United er på andenpladsen med 14 point færre i banken og spiller lørdag aften ude mod Leicester.
Altid farlige Agüero åbnede scoringen midtvejs i første halvleg ved at pande bolden i nettet fra sin umarkerede position i feltet.
Sterling øgede føringen kort inde i anden halvleg. Bournemouth-forsvaret appellerede for offside, mens Sterling sneg sig fri bagest i feltet og sendte bolden i nettet.
Bournemouth-spillerne havde nok at gøre med at begrænse nederlag, og heller ikke den plan gik særlig godt. Mod slutningen gik det galt to gange.
Først scorede Agüero til 3-0 med 11 minutter igen ved at finde plads bag midtstopperne og heade bolden i nettet.
Og til sidst satte Danilo så punktum med en flad afslutning i det korte hjørne. 4-0-sejren var den 17. i træk i Premier League for Pep Guardiolas mandskab.
Danskeropgør endte uafgjort
Pierre-Emile Højbjerg kom ind i det 72. minut for Southampton, der hjemme fik 1-1 mod Huddersfield, som havde Mathias "Zanka" Jørgensen og Jonas Lössl med fra start.
Charlie Austin og Laurent Depoitre scorede kampens to mål.
Swansea fik 1-1 mod Crystal Palace i første kamp under Leon Brittons ledelse. Luka Milivojevic var først på pletten for Palace med en straffesparksscoring, men Jordan Ayew udlignede med 13 minutter igen.
Newcastle vandt for femte gang i sæsonen med 3-2 ude mod West Ham, der ellers kom foran i det sjette minut på et mål af Marko Arnautovic.
Brighton slog hjemme Watford med 1-0, mens Stoke brød en stime på tre nederlag med en hjemmesejr på 3-1 over West Bromwich.
/ritzau/