Liverpool udraderer bundprop og udbygger ubesejret serie

Liverpool vandt 5-0 hjemme over Swansea og overtog igen fjerdepladsen i Premier League. 

Der var masser at glæde sig over på Anfield. (Foto: © Carl Recine, Scanpix)

For 11. kamp i træk gik fodboldklubben Liverpool tirsdag ubesejret fra banen i Premier League.

Hjemme på Anfield havde storklubben ingen problemer med at besejre bundproppen Swansea, der blev sendt hjem med et nederlag på 0-5.

Gæsterne hjalp til ved flere af målene ved nærmest at forære bolden væk til hjemmeholdet.

Det var netop et boldtab fra Swansea, der førte til kampens første mål efter cirka seks minutter.

Bolden endte hos Philippe Coutinho, der med en præcis afslutning højt i målet bragte Liverpool på 1-0.

Der blev ikke scoret yderligere før pausen, men cirka fem minutter inde i anden halvleg begyndte Swansea-defensiven igen at knirke faretruende.

Philippe Coutinho sendte et frispark mod bageste stolpe, hvor den umarkerede Roberto Firmino dukkede op og flugtede bolden i mål.

20 minutter inde i anden halvleg fik 19-årige Alexander Trent-Arnold scoret til 3-0 for Liverpool, da han sendte bolden i mål via underkanten af overliggeren.

Svage gæster

Allerede et minut senere var den gal igen set med Swansea-øjne.

Gæsterne smed bolden væk på egen banehalvdel, og Mohamed Salah sendte uselvisk bolden hen til en fri Roberto Firmino, der scorede for anden gang.

Alex Oxlade-Chamberlain afsluttede målfesten med scoringen til 5-0 knap ti minutter før tid.

Liverpool er med sejren tilbage på fjerdepladsen i Premier League. Klubben har 38 point for 20 kampe.

Swansea er sidst med 13 point.

Klubben fyrede 20. december Paul Clement som manager. Hans midlertidige afløser, Leon Britton, fik uafgjort i sin første kamp mod Crystal Palace, inden det altså blev til en syngende lussing mod Liverpool.

I den næstbedste række kom både Kenneth Zohore og Martin Braithwaite på måltavlen.

Kenneth Zohore reducerede til 1-2 for Cardiff i hjemmekampen mod Fulham, en kamp Cardiff endte med at tabe 2-4.

Martin Braithwaite bragte Middlesbrough foran 1-0 i hjemmekampen mod Bolton. Middlesbrough vandt 2-0.

/ritzau/