Harry Kane har for længst slået sit navn fast som en af Europas farligste foran modstandernes mål og i dag lagde han så nye alen til sit ry som en skånselsløs målmager.
Han lavede et hattrick i 5-2-sejren over Southampton, og med de tre scoringer satte han samtidig en bemærkelsesværdig rekord.
Han blev den mest scorende spiller i Premier League i et kalenderår med 39 mål. En rekord, der indtil i dag tilhørte Alan Shearer, der i 1995 for Blackburn Rovers lavede 36 mål fra den 1. januar til den 31. december.
Ovenikøbet har Harry Kane gjort det på 36 kampe, hvorimod Alan Shearer spillede 42 for at nå sit antal.
Uopnåelige Messi
Med dagens scoringer på Wembley i London overhalede Harry Kane samtidig Lionel Messi som årets mest scorende spiller, når man tæller mål for både klub- og landshold.
56 mål i 52 kampe er nok til at sende ham forbi Lionel Messi, der ’blot’ er noteret for 54 mål i 63 kampe i løbet af kalenderåret.
Til gengæld skal Harry Kane oppe sig ganske gevaldigt, hvis han også vil slå den lille argentiner af pinden som den spiller, der har scoret flest gange på 12 måneder.
Lionel Messi blev i 2012 noteret for intet mindre end 91 mål.