Det berømte og berygtede tætte juleprogram i Premier League har tilsyneladende ikke bekommet Manchester United vel i denne sæson.
Lørdag skuffede den engelske fodboldklub igen, da det blot blev 0-0 hjemme mod Southampton med Pierre-Emile Højbjerg i startopstillingen.
Dermed spillede Manchester United uafgjort for tredje kamp i træk i Premier League.
Allerede mandag 1. januar skal United i aktion igen i udekampen mod Everton.
Lørdagens kamp mod Southampton blev ingen velspillet affære, men den blev indledt med dramatik.
Efter knap ti minutter stødte Manchester United-angriberen Romelu Lukaku hovedet sammen med Southamptons Wesley Hoedt, og belgieren sank sammen.
Efter nogle minutter blev Romelu Lukaku sendt fra banen på en båre, mens han havde en iltmaske for munden.
Ind kom i stedet Marcus Rashford, der skulle supplere Jesse Lingard - tomålsskytten fra 2-2-kampen mod Burnley - samt Juan Mata og Henrikh Mkhitaryan i United-offensiven.
United forsat nummer tre
Manager José Mourinho havde ikke Zlatan Ibrahimovic med i truppen til kampen.
Pierre-Emile Højbjerg, der spillede hele kampen, indkasserede et gult kort i første halvleg.
Tidligt i anden halvleg måtte Manchester Uniteds målmand, David de Gea, vise klassen med en flot fodparade, da Southamptons Shane Long forsøgte sig med en flad afslutning.
Hjemmeholdet forsøgte at lægge et pres på gæsterne, og ni minutter før tid havde Paul Pogba bolden i nettet.
Linjedommeren vinkede dog korrekt for offside.
Kampen endte uden mål, og Manchester United forsømte muligheden for at passere Chelsea på andenpladsen.
United har 44 point for 21 kampe, mens Chelsea har 45 point.
Øverst i Premier League troner ubesejrede Manchester City med 58 point for en kamp færre end de øvrige tophold.
Southampton er nummer 13 med 20 point.
/ritzau/