Kane sørger for julestemning i Tottenham med hattrick

Harry Kane scorede tre mål, da Tottenham slog overraskelsen Burnley. Christian Eriksen bidrog til 1-0-målet.

Harry Kane er delt topscorer i Premier League. (Foto: © Paul Childs, Scanpix)

Burnley har været en positiv overraskelse i denne Premier League-sæson, men lørdag aften forpassede holdet chancen for at avancere til femtepladsen og løb i stedet ind i et klart nederlag.

På hjemmebane tabte Burnley med 0-3 til Tottenham, som nu i stedet besætter pladsen som nummer fem med 34 point for 19 kampe. Burnley har 32 på syvendepladsen.

Harry Kane scorede alle tre mål og er nu oppe på 15 sæsontræffere i ligaen. Dermed er han i spidsen for topscorerlisten sammen med Liverpools Mohamed Salah.

Den danske kreatør Christian Eriksen spillede hele kampen for Tottenham og havde også en fod med i spillet, da London-klubben klubben kom på 1-0 efter syv minutter.

Med en smart aflevering fandt Eriksen holdkammeraten Dele Alli i straffesparksfeltet, og Alli faldt efter en nærkamp, der førte til straffespark. Det omsatte Kane til sikker scoring.

Burnley havde ikke det store at byde ind med offensivt, og det er da også primært en solid defensiv, der har bragt klubben succes i sæsonen.

Tottenham spillede sig dog til relativt mange chancer, men først midt i anden halvleg faldt målet til 2-0.

Udeholdet brød et Burnley-angreb i midtercirklen, og Moussa Sissoko sendte med en simpel aflevering Kane af sted i dybden. Den engelske landsholdsangriber scorede koldblodigt på friløberen.

12 minutter før tid fuldbyrdede han sit hattrick, efter at han selv havde erobret bolden. Efter et par stationer fik han bolden tilbage, og fra kanten af feltet hamrede han bolden resolut i mål til 3-0 med venstre ben.

Tottenham forsætter det hektiske juleprogram 26. december mod Southampton på hjemmebane.

/ritzau/