Forbigået af landstræneren: På pletten i FA Cuppen

Pierre-Emile Højbjerg er ikke god nok til det danske landshold, men kom til gengæld på tavlen i Southamptons sejr over Wigan Athletic i FA Cuppen.

Pierre-Emilie Højbjerg blev forbigået ved tirsdagens landsholdsudtagelse, men fik gjort fint opmærksom på sig selv mod Wigan. (Foto: © Phil noble, Scanpix)

Det blev til en lang næse for Pierre-Emile Højbjerg, da den danske landstræner Åge Hareide tirsdag udtog sin trup frem mod testkampene mod Panama og Chile.

Den 22-årige midtbanespiller var inde i landsholdsvarmen i begyndelsen af Åge Hareides regeringstid, men det ligner efterhånden, at der er meget langt til en VM-deltagelse i Rusland for talentet, der skal kæmpe sig forbi spillere som Mike Jensen, Lukas Lerager og Lasse Schöne i jagten på en VM-billet.

Højbjerg tog dog et skridt i den rigtige retning søndag, da han scorede Southamptons første mål i 2-0-sejren over Wigan Athletic, der sikrede Højbjerg og holdkammeraterne adgang til FA Cuppens semifinale.

Uheldig fejring

Pierre-Emile Højbjerg scorede efter en times spil, da han energisk kom først på bolden i forbindelse med et hjørnespark og fik bugseret bolden i mål.

Så gjorde det mindre, at han i forbindelsen med fejringen af målet kom til at sparke en holdkammerat i skridtet.

Alves Cedric slog kort før tid sejren fast for Southampton.

De øvrige semifinalister i FA Cuppen er Tottenham, Manchester United og vinderen af kampen Leicester - Chelsea, der spilles senere søndag.