Tottenham var bagud 1-0 mod Swansea, men tre scoringer i slutfasen sikrede gæsterne sejren.
Tottenham leverede onsdag et stort comeback mod Swansea med tre scoringer i slutfasen.
Christian Eriksen var med til at føre kniven med den sidste scoring i 3-1-sejren.
Fire minutter inde i overtiden sendte danskeren bolden i målet med et skud fra kanten af straffesparksfeltet.
Det var Eriksens syvende scoring i denne sæson i Premier League.
Intet pegede i retning af en Tottenham-sejr, da tiden var ved at rinde ud på Liberty Stadium.
To minutter før slutfløjt lykkedes det Dele Alli at opsnappe en ripost inde foran mål og prikke den i mål til 1-1.
I overtiden blev sydkoreanske Heung-Min Son spillet fri foran mål, og så kunne han vippe Tottenham på 2-1.
Med sejren bevarer Tottenham et lille håb om at true førerholdet Chelsea i kampen om det engelske mesterskab.
Chelsea sejrede i topkamp
Netop Chelsea klarede sig onsdag forbi en af de svære forhindringer på vej mod det engelske mesterskab.
Hjemme på Stamford Bridge blev Manchester City slået 2-1 på to scoringer fra Eden Hazard. Undervejs udlignede Sergio Agüero for gæsterne.
Med sejren holder Chelsea afstanden på syv point til Tottenham på andenpladsen.
Hazard åbnede målscoringen efter ti minutter, da han umarkeret fik frit skud på mål. Wilfredo Caballero i gæsternes mål burde nok have reddet belgierens skud.
I den modsatte ende af banen var Chelsea-keeper Thibaut Courtois også i gavehumør. Et kvarter senere sparkede han bolden lige ud til en City-spiller, og så kunne Sergio Agüero udligne.
Et straffespark begået mod Cesc Fabregas ti minutter før pausen banede vejen for en ny Chelsea-føring.
Godt nok brændte Eden Hazard i første omgang, men belgieren fulgte selv op på riposten og scorede til 2-1.
Liverpool dummede sig
I Liverpool dummede hjemmeholdet sig mod Bournemouth, der med en sen scoring fik 2-2 med hjem.
Arsenal vandt overbevisende 3-0 over West Ham, mens Tottenham leverede et stort comeback i en 3-1-sejr ude over Swansea.
Chelsea topper Premier League med 72 point. Tottenham og Liverpool følger efter med henholdsvis 65 og 60 point.
/ritzau/
/ritzau/