Iskold Eriksen sparker Tottenham mod sejr

Christian Eriksen støder til landsholdstruppen med en frisk scoring for Tottenham søndag i Premier League.

Christian Eriksen åbnede scoringen på White Hart Lane. (Foto: © Andrew Couldridge, Scanpix)

Christian Eriksen tankede søndag selvtillid inden det danske landsholds kommende VM-kvalifikationskamp mod Rumænien 26. marts.

Danskerne var generelt i fint spillehumør, da Tottenham i Premier League besejrede Southampton 2-1, og Eriksen bragte Tottenham foran 1-0 med en velovervejet afslutning i første halvleg.

Det var Tottenhams tiende hjemmesejr i træk, og klubben er ubesejret på White Hart Lane i denne sæson og eneste ubesejrede hold på hjemmebane i ligaen i sæsonen.

Tottenham tabte senest hjemme til netop Southampton tilbage i maj i fjor.

De tre point bragte Tottenham op på 59 point på andenpladsen i ligaen, som Chelsea stadig fører suverænt.

Tottenham måtte undvære topscorer Harry Kane, der igen er ude med en ankelskade, men så tog Christian Eriksen ansvar.

Efter 14 minutter kom danskeren i et løb og modtog bolden fra Mousa Dembélé.

Eriksen tog et træk og trykkede køligt af uden for feltet, og bolden bragede ind i nederste venstre målhjørne til 1-0-føring til hjemmeholdet.

Det var Eriksens sjette ligascoring i denne sæson og danskerens tiende sæsontræffer i alle turneringer.

Et præcist hjørnespark fra danskeren var ved at give et mål mere efter 23 minutter, men Toby Alderweirelds hovedstødsforsøg blev afværget.

Efter en halv time begik Steven Davis straffespark, da han nedlagde Tottenhams Dele Alli i feltet. Dele Alli sparkede selv bolden i mål, og Tottenham foran 2-0.

Southampton kom også til muligheder, men måtte skifte angriberen Manolo Gabbiadini ud efter en halv time. I første halvlegs overtid følte gæsterne sig snydt for et straffe, men Tottenham gik til pause foran 2-0.

I det 51. minut begik Alderweireld en sjælden forsvarsfejl, da han sparkede forbi bolden, og det udnyttede James Ward-Prowse til at reducere til 1-2.

Efter gæsternes reducering faldt intensiteten i opgøret, og anden halvleg bød i højere grad på fejlafleveringer end sprudlende spil.

Christian Eriksen sparede også på energien i det meste af anden halvleg og lod sig udskifte med fem minutter igen til stort bifald.

Pierre-Emile Højbjerg sad på bænken hos gæsterne i hele opgøret.

United sejrede uden profiler

På et hovedstød af Marouane Fellaini, et langskud af Jesse Lingard og et mål i sidste minut af Antonio Valencia sikrede Manchester United sig søndag en 3-1-sejr på udebane over Middlesbrough.

Dermed rykker United omsider op på femtepladsen i Premier League, efter at holdet trods flere fine resultater har ligget nummer seks i adskillige uger.

United rykker forbi Arsenal, der lørdag led et 1-3-nederlag mod West Bromwich Albion. Med søndagens sejr har United nu 52 point for 27 kampe, hvilket betyder, at klubben har tre point op til Liverpool på fjerdepladsen.

Middlesbrough, der tidligere på ugen fyrede deres manager, Aitor Karanka, ligger fortsat under nedrykningsstregen med 22 point for 28 kampe.

Det var den store belgier Marouane Fellaini, der efter en halv times spil sikrede gæsterne en 1-0-føring. Et skarpt indlæg fra Ashley Young endte ved hjemmeholdets bagstolpe, hvor Fellaini umarkeret kunne heade bolden ind.

United havde foretaget en del ændringer i startopstillingen i forhold til torsdagens Europa League-kamp, hvor holdet spillede sig i kvartfinalen.

Blandt andre var hverken Paul Pogba, Zlatan Ibrahimovic eller Ander Herrera på banen i løbet af søndagens opgør i Middlesbrough.

I anden halvleg bragte Jesse Lingard gæsterne foran med 2-0 på et flot langskud, og det virkede til, at United sikkert kunne køre sejren i hus.

Med et kvarter tilbage af kampen kom der dog en smule spænding tilbage i opgøret, da Rudy Gestede reducerede til 2-1.

Tættere på kom hjemmeholdet dog ikke, og Antonio Valencia sikrede sejren, da han i sidste minut af tillægstiden let kunne sparke bolden i mål, efter at Middlesbrough-målmand Víctor Valdés gled, da han skulle sparke bolden væk.

/ritzau/

/ritzau/