Arsenal redder point i overtiden mod Chelsea

Efter et chancehav fik Arsenal reddet 2-2 mod Chelsea med en udligning i overtiden af Héctor Bellerín.

Jack Wilshere scorede det første mål, da Arsenal og Chelsea spillede 2-2. (Foto: © Torben Christensen /Scanpix, John Sibley)

Arsenal og Chelsea tabte begge et skridt i kampen om at spille Champions League i næste sæson, da de to London-hold spillede 2-2 onsdag aften i Premier League.

Til gengæld lavede de god reklame for fodbolden, da der var chancer til langt flere mål, end de fire der blev scoret i anden halvleg.

Først i overtiden fik Arsenal sikret sig det ene point, da forsvarsspilleren Héctor Bellerín flugtede bolden i mål. Inden det havde Chelsea vendt 0-1 til 2-1, men det var altså ikke nok til at tilbageerobre andenpladsen.

Arsenal er nummer seks med 39 point, mens Chelsea er nummer tre med 46 point. Alle holdenes konkurrenter i top-6 vandt i 22. spillerunde.

Udeholdet Chelsea havde Andreas Christensen med i centerforsvaret gennem hele kampen, og den danske landsholdsspiller var ikke direkte involveret i de mange store chancer, som Arsenal skabte.

Arsenal åbnede kampen bedst, men efter et kæmpe forsvarskoks fik Chelsea kampens første store chance.

Alvaro Morata udnyttede dog ikke gaven fra Calum Chambers, for spanieren sendte bolden langt forbi målrammen på den friløber, han havde fået foræret. Kort efter missede han en ny mulighed.

Kampen var her i sin mest livlige fase, og Arsenal var uheldige med ikke at komme foran.

Alexis Sánchez' forsøg ramte begge stolper, og bolden trillede på stregen, før Chelsea-målmand Thibaut Courtois fik kontrol over den.

Generelt var første halvleg meget livlig, og trods mange forsøg og optræk til store chancer gik holdene på mystisk vis til pause uden scoringer.

Underholdningen fortsatte i anden halvleg, hvor begge hold tidligt kunne have åbnet målscoringen.

Hele 62 minutter skulle der gå, før det medrivende opgør endelig fik et mål.

Arsenal kombinerede på kanten af feltet, bolden faldt ned for Jack Wilsheres fødder, og englænderen kanonerede bolden i mål via stolpen.

Så var sluserne åbnet.

Fire minutter senere fik Chelsea tilkendt straffespark, da Eden Hazard faldt til jorden. Belgieren tog sig selv af den store chance, og iskoldt scorede han med et skud midt i målet.

Havde holdkammeraten Alvaro Morata været lige så koldblodig, havde han bragt Chelsea foran kort efter, men igen kiksede han på en friløber.

Anderledes skarp var holdkammeraten og landsmanden Marcos Alonso, da han i det 84. minut dirigerede Davide Zappacostas indlæg i mål.

Det blev dog ikke sejrsmålet, for i det andet minut af overtiden udlignede Héctor Bellerín efter et tungt Arsenal-pres.

Selv om tiden næsten var gået, nåede Alvaro Morata at brænde endnu en friløber, mens Danny Drinkwater testede overliggeren.

/ritzau/