Leicester har gang i en forrygende sæson, og den lille midtengelske klub har taget fusen på alle med sin insisteren på at spille med i toppen af Premier League langt ind i december.
Nigel Pearson, der formåede at holde klubben oppe efter en forrygende slutspurt i sidste sæson, fik sparket, og ind kom Claudio Ranieri, der senest måtte stå igennem den dobbelte ydmygelse som landstræner for Grækenland at tabe to gange i træk til Færøerne.
Dermed var en klokkeklar nedrykningskandidat fundet, men The Foxes, som klubben kaldes, ville det anderledes, og på King power Stadium udlever klubbens fans i øjeblikket et lille juleeventyr, hver gang deres helte går på banen.
Med 38 point efter 18 kampe og muligheden for at indtage førstepladsen halvvejs i sæsonen med en sejr over Manchester City i aftenens kamp, er de undskyldt, hvis de drømmer stort i Leicester.
Tidligere i Premier Leagues historie har mindre klubber dog blandet sig i topstriden i julemåneden, og et par af dem formåede faktisk at ride på bølgen hele vejen henover de 38 runder en sæson består af.
Vi har kigget på nogle af de mest spektakulære julemirakler i den bedste engelske fodboldrække igennem de sidste 22 år.
1. Norwich
1992/93
1.-plads i december / sluttede på en 3.-plads
I Premier Leagues første sæson efter navneskiftet bød Norwich City de tunge drenge op til dans og havde på et tidspunkt et forspring på otte point ned til nummer to, inden en stime af dårlige resultater betød, at de sluttede på tredjepladsen efter Manchester United og Aston Villa.
2. Ipswich
2000/01
3.-plads i december / sluttede på en 5.-plads
I sæsonen 2000/01 var det oprykkeren Ipswich, der tog Premier League med storm. The Tractor Boys holdt fast i en placering i top seks igennem hele sæsonen og sluttede på en fornem 5.-plads, der gav dem adgang til Europa for første gang i næsten 20 år. Manager George Burley blev efterfølgende hædret som årets manager af sine kolleger.
3. Wimbledon
1996/97
4.-plads i december / sluttede på en 8.-plads
Det var ikke nødvendigvis kønt, når Wimbledons Crazy Gang anført af midtbanespilleren Vinnie Jones gik på banen, men med 11 sejre i de første 19 kampe kunne de fejre jul á point med nummer to, Manchester United, der endda havde spillet en kamp mere. I sidste ende fes julemiraklet dog ud i ingenting, og det hele sluttede med en grå 8.-plads.
4. Bolton
2006/07
3.-plads i december / sluttede på en 7.-plads
Med stærke navne som Nicolas Anelka, Ivan Campo, Gary Speed og Henrik ”Tømrer” Pedersen på banen og manager Sam Allardyce på sidelinjen scorede Bolton langt over evne for en klub med dens økonomiske formåen i de år. I sæsonen 2006/07 kæmpede den lille klub længe med om Champions League-billetterne, men måtte i sidste ende tage til takke med en 7.-plads og Europa Cup. De glade dage har i den grad fået ende for Bolton, der i dag ligger på sidstepladsen i den næstbedste række.
5. Southampton
2014/15
4.-plads i december / sluttede på en 6.-plads
Sidste sæsons helt store åbenbaring var Southampton, der under den nye hollandske manager Ronald Koeman lå på en imponerende 4.-plads efter de første 19 runder. Den sydengelske klub kunne ikke holde kadencen og drømmen om at høre Champions League-hymnen på St. Mary's Stadium brast og i stedet måtte man tage til takke med en 7.-plads og udsigten til Europa League. Det var lige indtil en vis kamp på den midtjyske hede også punkterede den drøm.
Aftenens Premier League-opgør mellem Leicester og Manchester City begynder klokken 20.45.