Engelsk medie: Lås døren, træk gardinerne for - fodbolden kommer ikke hjem lige foreløbigt

De engelske medier konstaterer, hvor smertefuldt Englands finalenederlag var og er.

Jude Bellingham og England måtte sande et nederlag på 2-1 i søndagens EM-finale. (Foto: © Lee Smith/Reuters/Ritzau Scanpix)

De har længtes så længe og må længes lidt endnu.

England tabte søndagens EM-finale og må fastholde 1966 som pejlemærke for herrelandsholdets seneste triumf.

Mikel Oyarzabal satte sidste fod på et spansk mønsterangreb i slutfasen, blev matchvinder og knuste godt 55 millioner engelske hjerter.

De engelske medier var hurtige til at beskrive stemningen i befolkningen kort efter slutfløjtet i den tyske hovedstad.

- Hjertesorg i Berlin.

- Nederlag forlænger Englands 58 år med smerte, skriver BBC.

Inden finalen levede skråsikkerheden ellers i bedste velgående blandt englænderne. "It's coming home" og alt det der jazz.

Fodbolden fandt et andet hjem, konstaterer et andet engelsk medie med rubrikken "Spanien knuser Englands drømme".

- Lås døren, træk gardinerne for: Fodbolden kommer ikke hjem lige foreløbigt. Spanien er europamester, og intet hold har nogensinde fortjent det mere, skriver The Guardian.

'Spanien er et hold - England er stumper og stykker'

England var tæt på for tre år siden, da England tabte EM-finalen på Wembley efter straffesparkskonkurrence mod Italien.

Søndag aften sparkede Cole Palmer liv i håbet, da han udlignede til 1-1 med et knastørt spark, inden Mikel Oyarzarbal lukkede ned for den engelske fodboldfest.

Se højdepunkter fra EM-finalen her:

- Smerten fortsætter.

- England er det første land i EM's historie, der taber to finaler i træk. Spanien har vundet samtlige kampe i turneringen og var også mest dominerende i finalen. Det er en fortjent sejr, skriver The Independent.

Chris Sutton og Gary Lineker, tidligere landsholdsangribere for England og nuværende fodboldeksperter på BBC, er på bølgelænge. Det rette hold vandt:

- Det er et hårdt nederlag at sluge for England, men på en eller anden måde er det en sejr for offensiv fodbold, skriver Gary Lineker i et opslag på BBC.

- England var ikke modige nok på aftenen til at tage det næste skridt. Det er en god ting for fodbold, at Spanien vinder turneringen med den måde, de har spillet på, lyder det fra Chris Sutton.

- Spanien spillede det smukke spil. Det gjorde England ikke. Spanien er et hold. England er stumper og stykker.