Bolden er lidt større. Der er ikke harpiks på den. Og så er banen blødere.
Men det, de danske fodboldkvinder oplever under EM i Holland i disse dage, har ligheder med det, de danske håndboldkvinder oplevede ved VM i Norge i 1993, hvor Anja Andersen og co. med den første medalje i en lang række gik fra at være nogle, som meget få interesserede sig for, til at være berømte - og kendt som de "jernhårde ladies."
Nu er det Nadia Nadim, Pernille Harder og resten af det kvindelige fodboldlandshold, der er genstand for den voldsomme opmærksomhed, som håndboldkvinderne prøvede.
- Den første slutrunde var den værste. Der gik vi fra ingenting til alting på 14 dage. Da man fandt ud, at vi kunne vinde over lande som Rusland, så gik det fuldstændig amok, husker daværende landstræner Ulrik Wilbek.
Han har fulgt EM i fodbold i Holland og mener, at udviklingen i den folkelige interesse kan sammenlignes direkte med udviklingen i 1993.
- Når det starter, som det gør her, så er der for hver kamp dobbelt så mange, der interesserer for dem, siger han.
Hvis man kan overføre den vurdering til antallet af seere, så vil 960.000 følge med i Danmarks semifinale mod Østrig i aften.
- Nogle journalister listede med rundt
Ulrik Wilbek husker, hvordan journalisterne strømmede til Norge i takt med, at de danske modstandere blev skudt i sænk. Op mod 120 danske journalister var der ifølge Ulrik Wilbek, da Danmark havde slået Rumænien i semifinalen. Se & Hør førte an. Og alle ville skrive om de danske håndboldkvinder.
- Nogle journalister listede med os rundt, og vi var slet ikke klar til den store opmærksomhed, så vi sagde ja til alt for meget, fordi vi gerne ville være søde. Rikke Solberg var med i Eleva2ren (underholdningsprogram på TV2, red.) samme dag, som vi lige havde spillet, husker Ulrik Wilbek.
Dengang var der ingen pressefolk i Dansk Håndboldforbund til at skærme spillerne fra pressen, der ifølge Ulrik Wilbek kom til at fylde alt for meget i forhold til den egentlige opgave - finalen mod Tyskland. Han er overbevist om, at håndboldkvindernes åbenhed over for journalisterne kostede guld.
- Det var logisk, at vi tabte finalen efter omkamp mod Tyskland, for vi havde brugt alt for mange ressourcer på pressen.
Når der er skrevet om alt det positive
Men det hele var meget positivt, fortæller eks-landstræneren, ligesom det er med fodboldkvinderne nu.
- I år har man kun fundet de positive historier om de søde piger. Næste gang vil der være tre gange så mange pressefolk, og så vil de fortælle alle historierne, siger Ulrik Wilbek.
Men det skal ikke holde fodboldkvinderne fra at nyde opmærksomheden, ligesom han og håndboldkvinderne selv synes godt om den tiltrængte opmærksomhed.
- De skal blive ved med at være sig selv. De må ikke lægge naturligheden væk. Den kan folk lide. Men senere skal de være opmærksom på, at pressen ikke kommer til at fylde for meget. Der skal være en etisk grænse og en grænse for den tid, man bruger på pressen, lyder rådene fra Ulrik Wilbek.
Men først og fremmest:
- De skal nyde det, mens de kan. Det er nu, det er fedt. Nu kommer de fra det mere ukendte, men det at blive god og kendt trækker en masse forpligtelser med sig, siger Ulrik Wilbek.
DR Nyheder har forsøgt at få kommentarer fra flere af de "jernhårde ladies", men det har ikke været muligt.