Kvindelandsholdets sidste kamp inden EM var ikke videre prangende, da det blev til et 4-2-nederlag til Østrig i en mildest talt elendigt spillet kamp fra dansk side. Men dét skal vi ikke lade os skræmme af, lyder det fra Peter Bonde, der er pigetræner på Oure, og som tidligere har stået i spidsen for det danske kvindelandshold.
- Jeg synes, vi skal have store forventninger. Vi skal have forventninger til dem, også fordi de har præsteret sådan som de har gjort i kvalifikationen. Den sidste kamp mod Sverige var noget af det bedste, jeg har set et dansk kvindelandshold spille i mange, mange år.
For fire år siden blev det til bronze-medaljer for det danske hold, og vi kan tro på medaljer igen i år, lyder det fra Bonde.
- Vi kan godt drømme om medaljer. Det skal vi da gøre. Vi skal komme videre fra en forholdsvis svær pulje, og så skal vi have lidt lodtrækningsheld.
- Det er et bedre hold. Vi mangler Johanna Rasmussen og Julie Trustrup, som har været gode i kvalifikationen, men ellers er det det bedste hold, vi har.
Harder bliver altafgørende
Specielt én spiller skal levere for, at det kan ende med succes for det danske hold, og det er holdets anfører, Pernille Harder.
- Hun er altafgørende. Hun er vores bedste spiller. Og det er hun på alle parametre. Hun skal toppræstere, hvis vi skal tro på, vi kan komme rigtig langt i den her turnering. Men det er jeg også overbevist om, at hun er i stand til. Hun er en virkelig dygtig spiller – hun er teknisk en fantastisk dygtig spiller og en supergod afslutter.
Det er altså et kæmpe pres, der ligger på Harders skuldre, inden slutrunden går i gang på søndag. Men Bonde er ikke i tvivl om, at hun nok skal kunne bære det pres.
- Hvis hun vil være den verdensstjerne, hun nærmer sig på kvindesiden, så skal hun også kunne håndtere det her – og det er jeg også overbevist om, at hun kan.