Landsholdet inden EM-åbningskamp: Altafgørende med sejr

Danmark er tvunget til at slå Belgien ved EM, hvis ikke avancement skal blive meget svært.

(Foto: © Dr Sporten, DR)

Søndag åbner kvindelandsholdet EM i fodbold i Holland, når Belgien byder op til dans. Det er en kamp, hvor Danmark meget, meget gerne skulle score sig tre point til regnskabet, hvis vi vil videre fra gruppen ved slutrunden.

- Det bliver ret afgørende. Det ville give os et vældigt godt udgangspunkt for de sidste to kampe, hvis vi kan vinde den. Det bliver ikke nemt, men vi må i hvert fald ikke tabe kampen, for så bliver vi sat voldsomt under pres. Hvis vi skal slå begge favoritterne i gruppen, så bliver det svært, siger landstræner Nils Nielsen til DR og forsvarskrumtap Simone Boye er helt enig:

- Det er altafgørende. Hvis vi vil videre fra gruppen, skal vi have en sejr over Belgien. Vi skal videre med en sejr, det skal vi, siger Boye.

Åbningskampen mellem Danmark og Belgien sendes direkte på DR1 søndag fra klokken 20.30.