KARAKTERER Det danske forsvar fightede flottest i vigtig EM-åbner

Specielt det danske forsvar spillede en god kamp i Danmarks første kamp ved EM, hvor det blev til sejr over Belgien.

Danmark slog Belgien 1-0 i danskernes første kamp ved EM. (Foto: © TOBIAS SCHWARZ, Scanpix)

Pyyyyh. Det holdt hårdt, men det holdt, da Danmark fik en resultatmæssig perfekt start på EM i fodbold. 1-0 blev det over Belgien i en kamp, hvor sejren blev fightet hjem. Vores eksperter og kommentator, Arnela Muminovic, Julie Rydahl og Henrik Liniger giver fine karakterer til landsholdet, hvor især forsvaret skilte sig ud:

Stina Lykke – 10

Arbejdsløs i første halvleg – helt i anden. Den danske målvogter leverede en pragtredning i begyndelsen af anden halvleg på belgiernes største chance og stod alt i alt en rigtig fin og sikker kamp.

Simone Boye – 10

Trods en vis usikkerhed i første halvleg lander det på en flot karakter til den danske forsvarer. I kampens sidste halve time gik hun forrest og fightede de tre point hjem. Var tæt på selvmål med et hovedstød på egen overligger.

Janni Arnth – 7

God og sikker kamp af den danske midterforsvarer, der holdt sammen på tingene, da det strammede til efter pausen. Suveræn i hovedspillet.

Line Røddik – 4

Stod svagest i billedet i den danske defensiv. Blev for let rundet af sin direkte modspiller og lykkedes ikke helt med sit pasningsspil.

Theresa Nielsen – 7

Tilbød sig hele tiden i det danske opspil og var især i første halvleg en evig trussel. Lagde op til flere gode chancer og var god i genpres, når bolden skulle erobres.

Line S. Jensen – 7

Solid kamp, som igen viste, at hun er en god løsning på den defensive midtbane. Langt fra alt lykkedes, især afleveringerne kunne være bedre, men præstationen var klart over middel.

Sanne Troelsgaard – 10

Matchvinder med et mål, hvor hun var hurtigst af alle i opfattelsen. Spillede på en ny position centralt på midtbanen og også den opgave løste den danske altmuligkvinde fornemt.

Sanne Troelsgaard, i midten, scorede Danmarks eneste mål. (Foto: © TOBIAS SCHWARZ, Scanpix)

Katrine Veje – 4

Kom ikke til ret meget frem ad banen og blev alt for sjældent sat i scene offensivt. Leverede dog en solid arbejdsindsats – hvis hun mistede bolden, gav hun ikke op, før den var erobret tilbage.

Pernille Harder – 7

Kæmpe løbearbejde i en kamp med svære arbejdsbetingelser, hvor hun især i første halvleg blev skærmet godt af belgierne. Lagde op til det danske mål og gik forrest hele vejen.

Nadia Nadim – 4

Er stadig et stykke fra sin optimale kampform. Vælger ofte de svære løsninger og vil for meget selv. Har dog et niveau hvor hun trods sin manglende kampform flere gange var ved at skabe noget kampafgørende. I fremgang.

Nadia Nadim spillede ikke sit livs bedste landskamp. (Foto: © TOBIAS SCHWARZ, Scanpix)

Stine Larsen – 7

Overraskelsen i den danske startopstilling løste sin opgave. Stor aggressivitet og holdt fint fast i bolden. Var en vigtig brik i den vellykkede danske første halvleg. Blev udskiftet efter en time efter en stor arbejdsindsats.

Maja Kildemoes – 4

OK indhop af midtbanespilleren, som tog nogle fine offensive løb – et af dem var ved at give en dansk scoring. Defensivt leverede hun det ventede hårde arbejde og var med til at fighte sejren hjem.

Frederikke Thøgersen – 4

Kom ind til tyve svære minutter, hvor hun skulle holde fast på bolden på belgiernes banehalvdel, når den blev erobret.