For Sanne Troelsgaard er EM-slutrunden endnu mere speciel end for mange af hendes holdkammerater.
For fire år siden døde hendes far kort før EM, og hun meldte afbud til slutrunden i Sverige, hvor danskerne gik hen og vandt bronze.
I dag scorede hun så Danmarks første, og eneste, mål ved holdets åbningskamp ved EM i 1-0-sejren over Belgien.
- Især målet i dag, det var dedikeret til far. Målet sendte jeg lige op til ham, sagde Troelsgaard efter kampen og beskrev sit mål:
- Jeg kunne se, den kom op i luften, og så tænkte jeg at jeg måtte springe ind i den og det næste jeg husker er så, at der ligger ti mand oven på mig. Men det vigtigste var, at vi holder den her og får de tre point.
Kiggede på uret sidste kvarter
Danmark kom foran allerede efter seks minutters spil. Resten af kampen var meget lige, men specielt den sidste halve time var danskerne pressede.
- Det sidste kvarter går vi bare og kigger op på uret, der må tiden bare gå meget meget hurtigt. Deres tilskuere bag vores mål ligger meget stort pres på.
- Det betyder alt, vi skulle have en sejr i dag, hvis vi skulle have en chance for at gå videre, sagde Troelsgaard.
Med de tre point ligger Danmark nu på en delt førsteplads i sin gruppe á point og med samme målscorer som Holland. Med nul point ligger både Norge og Belgien.
Danmark møder Holland i sin næste kamp, der spilles på torsdag kl. 20.45. Hør kampen i radioen i LIGA på P3, følg den i tekst på dr.dk eller se den i TV på TV 2.