Idoldyrkelsen af landsholdet er startet: De er rollemodeller for små piger

Man kan mærke i klubberne, at de unge piger nu begynder at se op til landsholdets stjerner.

Landsholdet trækker kæmpe opmærksomhed hos de små piger, der ser op til dem. (Foto: © TOBIAS SCHWARZ, Scanpix)

- De små piger begynder at kigge på, hvilke idoler der løber rundt på banen.

Ordene er klare fra Brian Sørensen, der er træner i Fortuna Hjørring. Han kan mærke, at den danske succes med landsholdet ved EM smitter af på de unge piger. De begynder at drømme om en dag at blive lige så gode som landsholdsprofilerne.

- Det er utrolig vigtigt, at de rollemodeller opstår, fordi så kan de små piger, der løber rundt i klubberne identificere sig med dem. De vil gerne være den nye Nadia Nadim, Pernille Harder eller Sanne Troelsgaard, siger Brian Sørensen.

Og det er ikke kun i Nordjylland, hvor vi besøgte den store ungdomsturnering Dana Cup, at man mærker den stigende interesse hos piger.

- Nu begynder pigerne jo at kende nogle af navnene på landsholdsspillerne. Det har de ikke kendt før. De begynder at have nogle personligheder koblet op til de her røde trøjer, der løber rundt. Det gør, at de har nogle forbilleder, siger Trine Roesdahl, der er pigeformand og træner i Dalum.

- Landsholdsspillerne viser, at de er enormt dygtige teknisk og kan rigtig mange ting, og det er vigtigt for pigerne at se, at det ikke kun er mændene, der kan de ting. Det kan man også som pigespiller, hvis bare man træner rigtig meget, forklarer Trine Roesdahl.

Det kan betale sig at investere i træningen

Det er ikke kun den store succes, som gør, at alle taler om landsholdet ude i fodboldklubberne. Det har også noget at gøre med deres attitude og åbenhed.

- Deres udstråling og åbenhed i medierne er med til at gøre det mere interessant for den danske befolkning. Forhåbentlig kan man også blive ved med at arbejde videre på den succes, de har haft, når de er færdige ved EM. Og måske endda trække medierne med ud i klubberne, siger Brian Sørensen.

- Det har også en stor betydning for de unge spillere, at de kan se, at kvindefodbold vokser i hele Europa. De kan se, at det godt kan betale sig at investere i det. Der kan vente nogle kæmpe oplevelser, hvis de kommer igennem nåleøjet, siger han.

Du kan se aftenens kvartfinaledrama på DR1 mellem Danmark og Tyskland fra klokken 20.30.