I modsætning til tidligere EM-slutrunder så uddeler Uefa ikke bronzemedaljer i Holland.
Dette faktum blev de danske spillere først klar over et stykke tid efter semifinalebilletten var indløst.
- Jeg har kæmpet for den (medaljen, red.) i fire år, og at det er gået op i en højere enhed, er bare fantastisk, sagde Sanne Troelsgaard eksempelvis efter sejren over Tyskland.
Ved mandagens træning i Holland forholdt vi et par af de danske profiler til situationen omkring de manglende bronzemedaljer og holdningen var klar.
Uefa uddeler ikke længere bronzemedaljer til taberen af semifinalen ved EM. Hvad synes du om det?
- Så må vi jo skaffe enten guld eller sølv. Vi skal videre til finalen og have en medalje. Det er selvfølgelig ærgerligt, at når man er kommet så langt og vi kun er fire tilbage og stadig ikke være sikker på at få en medalje, lyder det fra Sanne Troelsgaard.
Venstrebacken Line Røddik er enig med Troelsgaard.
- Jeg behøver alligevel ikke flere bronzemedaljer, så lad os bare komme i den finale, kommer det bestemt fra FC Barcelona-spilleren.
Uden betydning for landstræner
Landstræner Nils Nielsen bekymrer sig ikke så meget om de manglende bronzemedaljer.
- Vi har alligevel ikke planer om at tabe semifinalen. Det har handlet om være blandt de sidste fire, og ikke så meget om vi får en bronzemedalje efter en tabt semifinale. Så for mig betyder det ikke rigtig noget, fortæller landstræneren.
Ved de første to officielle EM-slutrunder i 1991 og 1993 blev der spillet om bronze, og i begge tilfælde var det Danmark der løb med medaljerne.
Fra slutrunden i 1995 og frem til og med EM i 2013 blev der uddelt bronzemedaljer til begge de tabende semifinalister.
Danmark møder Østrig i EM-semifinalen på torsdag. Opgøret spilles kl. 18.00 og kan følges på TV2, P3 og her på dr.dk.