Da Danmark slog Tjekkiet 2-1 i kvartfinalen ved EM i 2021, faldt Pierre-Emile Højbjerg på knæene og lod tårerne få frit løb.
Der var nok ikke mange i det danske kongerige, der på det tidspunkt var i tvivl om, hvad det betød for spilleren med de franske rødder at repræsentere landsholdet i rødt og hvidt. Noget nær alt.
Og lige præcis det billede af danskeren er nok meget sigende for, hvad vi skal forvente os, når den nu tidligere Tottenham-spiller fremover skal repræsentere den traditionsrige franske klub, Marseille.
For skiftet kan næsten ikke andet end at blive en succes, når man sammensætter ultradedikerede fans med en spiller, der næsten ikke fås mere passioneret, mener DR Sportens fodboldekspert, Kenneth Møller Pedersen.
- Det bliver en helt speciel oplevelse og en konstellation, der passer som fod i hose. Pierre-Emile er åbenhjertig og lægger hjertet på græsset, og det vil være et rigtig, rigtig godt match for den klub, siger han.
- Jeg tror, det er godt for ham at komme ud, hvor han bliver vigtig for en klub, for når man er 28 år, har man en fodboldmæssig viden om, hvordan man skal spille ud fra ens spidskompetencer. Og når man så ikke bliver brugt, så er løsningen kun at komme afsted.
Brølet af et fodboldmekka
Men hvor der er meget stor dedikation, kan der ofte også være tendenser til kaos.
Det er den franske klub Marseille i hvert fald et klart eksempel på, hvor der så sent som i sidste sæson var polemik på og uden for banen, der ikke har været i småtingsafdelingen.
Klubbens fans har invaderet baner og træningsanlæg på grund af utilfreds. Klubben er sågar blevet tvangsnedrykket som følge af en bestikkelsessag.
Dermed er der også en risiko for, at Pierre-Emile Højbjerg skifter til en klub i kaos. Kenneth Møller Pedersen frygter dog ikke, at den danske landsholdsspiller bliver revet med og bidrager til infernoet.
- Det går hurtigt op og ned. Det skal man være klar på, men det tror jeg også Pierre-Emile er. Han er en de mest cool spillere overhovedet og lader sig ikke ryste af kaos både på og uden for banen, siger DR Sportens fodboldekspert.
Dertil passer klubbens nye træner, Roberto de Zerbi, godt til den danske landsholdsmotor, mener Kenneth Møller Pedersen, mens landsholdsspilleren med en fransk mor også taler sproget. Endnu en grund til, hvorfor danskeren nok får god opbakning i et af "fodboldens mekkaer".
Og med så meget på plus-siden gør det ikke så meget, at et skifte fra verdens nok bedste liga, den engelske Premier League, til den franske Ligue 1, er et par skridt ned ad niveau-stigen, mener DR Sportens fodboldekspert.
- Nogle gange må man som spiller tage et skridt tilbage for at tage to fremad. Så på et menneskeligt plan er det et sindssygt spændende skifte, siger Kenneth Møller Pedersen.
Og det vil i sidste ende gøre gavn, når den 28-årige Pierre-Emile Højbjerg igen skal være en af dem, der går forrest i Danmarks jagt en ny succesoplevelse, som netop den ved EM i 2021.
- Når man er presset hver eneste uge på klubplan, påvirker det også, man kommer med et større kampmæssigt overskud, end når man spiller fem minutter hist og her, siger Kenneth Møller Pedersen.
- Jeg synes, der var nogle svipsere og nogle spillemæssige fejl under EM, og det bliver spændende at se, om det ikke får en positiv effekt, at Pierre-Emile får spilletid i Marseille.