Mads Albæk får næppe brug for politieskorte på sine ture nedad Stadionvej i Haderslev.
Han får med al sandsynlighed heller ikke brug for at holde sin Volvo i bevægelse, når han venter på grønt lys ved diverse vejkryds på vej mod Sydbank Park. Sønderjyskes fans er passionerede, men ikke i en sådan grad, at de kaster sten efter den 31-årige midtbanespillers bil eller slår på ruden, når han holder stille.
Det var dog nødvendigt, da han som Reims-spiller i 2013 mødte Olympique Marseille på udebane. Reims' holdledere Vincent og Laurent bad chaufføren om konstant at holde bussen i bevægelse, da de nærmede sig havneområdet og Marseilles hjemmebane Stade Vélodrome.
- Der, hvor den kørte langsomt, stod der så mange Marseille-fans. Det var et tæt område, og de slog på bussen. De så eddermame farlige ud nogle af dem. De havde kasketter, bomberjakker, skæg og så generelt vilde ud, fortæller Mads Albæk og griner.
Det undrer ham derfor ikke, at Marseille også forbindes med tilskueruroligheder, kriminalitet og korruption. Så sent som i sidste weekend måtte klubbens opgør mod Nice afbrydes, fordi der udbrød en omfattende slåskamp mellem spillere, trænere og tilskuere. Balladen blev antændt, da Dimitry Payet kastede en flaske retur mod Nices fans.
Der er næsten flere tumultariske historier end skibe i Marseilles havn, og Mads Albæk kunne straks fornemme den specielle atmosfære, da han løb ind til opvarmning på Stade Vélodrome forud for en kamp i 2013. Tilskuerne begyndte med at råbe skældsord efter Reims, som får lov at blive i Mads Albæks erindringer, men sluttede med at skrige efter sine egne helte.
- Vi vandt 3-2, og da dommeren fløjtede kampen af, var det som om, stadion væltede, fordi de piftede så meget, siger Sønderjyskespilleren, der scorede til 2-0 i opgøret.
- Da jeg scorede løb jeg også bare op mod vores fans og jublede. Jeg skulle ikke nyde noget af at stå nede foran Marseilles fans.
Han beskriver den sydfranske storklub, som en ikonkisk sportsinstitution, hvor folk har følelserne lige under huden.
Altid ballade i Marseille
Olympique Marseille er den eneste franske klub, der har vundet Champions League og har derudover vundet adskillige nationale titler. Den er dog også kendt for sin vilde fankultur og kontroversielle historik.
De to seneste ligakampe blev afbrudt som følge af tilskuerproblemer, og i januar stormede vrede fans Marseilles træningsanlæg i frustration over klubbens ledelse samt resultater. I 1994 blev Marseille frataget en titel og tvangsnedrykket til den næstbedste række Ligue 2 som følge af en bestikkelsessag, der involverede klubbens tidligere ejer, Bernard Tapie.
Sagen bekræftede resten af Frankrig i, at Marseille, både som by og fodboldhold, ser højt på reglerne, når det kommer til at opnå fordele på fodboldbanen. Sådan er det bare i den sydfranske metropol, forklarer Jørn Boisen, forsker i fransk historie og samfund på Københavns Universitet.
- Der er sgu altid ballade i Marseille. Det er den fornemmelse, man har. De har et forunderligt sociologisk mix og en bizar fankultur, som er stærkere end så mange andre klubber, konstaterer lektoren om de godt 15.000 såkaldte ultras, der er berygtet i Frankrig.
Marseille er en typisk havneby med en multikulturel befolkning og livligt værtshusliv, fortsætter han. Som indgangsport fra Middelhavet rummer byen ifølge Jørn Boisen illegale indvandrere, en stor arbejdsklasse og er knudepunkt for narkosmugling til resten af Europa.
Havnebyen har tiltrukket sig opmærksomhed fra forfattere og instruktører, og Marseille spiller da også en rolle i den amerikanske thriller The French Connection fra 1971 med Gene Hackman, der kæmper med en narkosag med forbindelser til den sydfranske by.
Italienske tilstande
Byens bander driver massiv organiseret kriminalitet og "får Loyal to Familia til at ligne spejderdrenge". Alt fra bystyret til fodboldklubben er korrumperet af penge og vennetjenester, hvilket selvfølgeligt svært at bevise, men det er dog alligevel tydeligt, at der vegeterer lysky elementer rundt om Marseilles klubkultur og ledelse.
José Anigo er et godt eksempel. Han arbejdede som sportsdirektør, talentspejder og cheftræner, men havde også forbindelser til Marseilles underverden. Det endte med at koste hans søn Adrien livet, da han blev skudt som følge af en bandekonflikt i september 2013.
Men for hver person der vil undersøge sagerne, er der mindst 10, som kigger den anden vej. Der er med andre ord italienske tilstande i Marseille, vurderer Jørn Boisen. Fodboldklubben er byens varetegn. Mange af borgerne føler sig overset eller set ned på af resten af Frankrig, og så bliver klubben et følelsesmæssigt identifikationspunkt.
- Fansene kommer fra klassiske arbejderklasser, der bygger på søfolksværdier. Det er hårde mennesker med et hårdt liv, og de kræver noget særligt af klubben. De forventer, at Marseille også er et livsprojekt for spillerne, som de enten elsker betingelsesløst eller vil give tæsk, fortæller Jørn Boisen.
- Fankulturens intensitet hænger ofte sammen med, hvor hårde miljøerne er. Liverpool har også en stærk fankultur, og det er lidt det samme med Marseille, hvor midlerne for mange er få. Klubben er det, du lever for.
Sådan er livsattituden i Marseille - aggresiv og lidenskabelig.
Tiltalende uregerlighed
Det er også dette kodeks, der gjorde, at især Sydfrankrig ikke havde noget problem med, at ikonet Zinedine Zidane, der er opvokset i Marseille, i 2006 kostede Frankrig VM-sejren, da han stangede italienske Marco Materazzi i brystet.
- Han virker jo ellers afmålt og dæmpet, men han har en brændende lidenskab og et enormt temperament. Det er også måden, man er fan på i Marseille, og der er en værdi i, at følelserne ligger lige under huden.
- Uregerlighed tiltaler dem, men det er også deres eget selvbillede, som gør, at det til tider går over stok og sten, forklarer Jørn Boisen med hentydning til tilskuerurolighederne i ligakampen mod Nice, hvor tilskuerne endte med at storme banen.
Det er også sådan, Mads Albæk husker sit første besøg til Marseille, selvom det i dag er otte år siden, han ringede hjem til sin far og fortalte om de skræmmende fans og bussen, der ikke måtte holde stille. Han har siden overværet en kamp på Stade Vélodrome som menig tilskuer, men han glemmer aldrig fornemmelsen af presset fra lægterne i Sydfrankrig.
- Tilskuerne stod bag det ene mål og løb nedad tribuerne mod tunnelen, da kampen var slut. De ville stå tæt på udgangen, og der blev spyttet, kastet med ting og råbt ind på banen. Det var ikke efter os, men deres egne spillere. Det sker ikke i Haderslev.